No ve æg væra Ongkar.

 

 

(Pao Sognamaol avO-d).

 

Æg va vorten Student, hadde fenge pao mæg Duskehuao og jek og vreingde mæ Augo ne pao denna svære Dusken. Da æ nok ikkje kver og ein, so kan mæla seg mæ mæg no, teinkte æg. Ein serlaga fine Gut ha æg no vaare jamt. Da sa ho vætla Thora, Jentao mi, mæ’a æg va liten. Mæ henna bygde æg so mangt eit lite Hus. Æg va Husbond og ho Matmor. Me hadde jamt slek Moro, naor me hadde Ætlemat. Ei Gong hugsa æg, ho gamla Kjersti sa, at æg va ein ferme Kar. Da samma sa han gamle Lasa-Hans og, so da lyt’ nok væra so da. Darte ha eg og vaare so snilde og godlønte, ha ikkje lekka so got so ein Fugel. Naor æg no at pao Kjøpe æ Student, so mao æg nok seija, at da æ noke.

 

Slekt jek æg og teinkte pao; men aoleina va æg, hadde ’kje naaken at støtta mæg te, injen at betru mæg te og injen, so kunde væra mitt ideal. Æg kjende da so væl pao mæg, at da endao va naake, so vanta meg.

 

En om æg prøvde at fri te’na Frøken Nærnæs? Ja, du seije naake og. Da kan væl ikkje væ at tvela pao, ho ve ha mæg no, æg æ vorten Student. Da æ nok so, at ho æ eit Stormanskvenfolk; men æg lyte no væ noke æg og no. Bonde va æg før, da æ sant, og Bondetaotten vare te 3da Le dan, seije dei.

 

Æg ha nok vaare so bljuge jamt, maota. Diffør tok æg og skreiv te ’na Frøken Nærnæs. Æg beit Læpad’n i hop og stak Breve i Postbure. Naaki Daga ette fekk æg Svarkort – men ikkje gott: ”Du ska ’kje væ so ennbelske”, skreiv ho, da va alt.

 

Da æ ’kje rimelæ, veit æg? Kan æg væ so lite ekstemert? Ja, her ha du svart pao kvit før da. – Æg va, so ein kan veta, ikkje lite sundelarma i Hjærta dan dagen. Æg skulde so jedna ha funne mæg i at læge dar, Hammar’n has Thor lao, naor han Thrym Tursedrotten hadde gjøimt han; æg laut endao væra te. No fekk æg fudla sjao, kaa æg dugde te i Væri. Æg hadde jamt før hat so eit lite Haap; dan Dagen slokna da reint. Sæl hadde æg vaare, om æg hadde eigt ei liti Øi og fenge levt paolag so han Robinson.

 

Siao dan dagen ha æg hat slek Styggje te Kvenfolki. Æg kan ’kje ant eld sjao pao dei mæ vrange Auge. Aa, før ein velsegna man dan Walberg, naor han sa, Kvenfolki va ’kje Menneskje! Da gjære mæg so gott i Hjærta. Æg æ so førfære pao, kaa æg kunde fenna pao slekt. Dessa falska Flættedn, dessa Sløri neøve Naasi, dessa Kjolad’n, so gjære Hønevæle beint at i Lugti, dessa 5øres Hælad’n – haa, haa, haa før naake kram du! I slekt naake ska ein Man fenna sitt Ideal! Aa, jau, Stakkara dei, so ikkje æ vetigare. Nei dao va da no berre at halda seg te ei slek so ho vetla Thora dao. Men da lyt’ slurva so mæ alt annat; no ve æg væ Ongkar.

 

 


Frå Fedraheimen 07.05.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum