B. Bjørnson um Maalmenner og Maalsak.

   

 

1864.

 

Illustreret  Nyhedsblad  hadde gjevet ei Samanstelling av Danskarne Dr. Rosenberg og cand. mag. Clemens Petersens Domar om Vinje.

 

Bjørnson skreiv i No. 17, at naar Clemens Petersen hev sagt at Vinje egentlig er

 

"en varm, venlig, men rigtignok ikke meget betydelig, og i ethvert Tilfælde aldeles idyllisk Skikkelse”, daa kanskje Cl. Petersen ”ikke har saa stor Uret enda”.

 

Hr. Clemens Petersen finder, at hans Digte i Skriftsproget ”ere usle”; men de andre (i Dølemaalet) gode, enkelte endog ”udmærket smukke”. Maaske det Første er noget stærkt sagt, men det slaar mig; thi Skriftsproget bruger Vinje til at tænke i, hvorfor Diktene i dette ogsaa gjerne faar noget deklamatorisk, ere veltalende mer end inderlige, det andet Sprog derimod, hvor forunderlig det end er i sig selv, er hans Hjærtes, i dette er han virkelig Digter”¹).

 

_ _ _lat os prøva at se paa ham,

 

saaledes som den store danske Kritiker, lad os ikke sværme for det ”store Sønderrevne” (et Sværmeri, der altid har den Bitanke: vi kunne nok beundre, men ikke bruge ham!) lad os ikke underholde hans Paradoxer og al den farlige Stads, der synes saa stor og er saa falsk, men lad os holde os til de Digte af ham, ”der have Sanddruhedens mest usvigelige Præg”, og i ham anerkjende en god Digter, som vi alle give Plads og er betænkte paa at skaffe Existens”.

 

1870.

 

Norsk Folkeblad No. 19.

 

Vor Mening om selve Maal-Sagen er nu i alt Væsentligt den samme som før. Først og fremst maa Almu-Skolen have godt af Maalet, og det har den da havt, længe for Maalet vandt grammatikalsk Borger-Ret; dernæst maa Filologerne arbeide med det, og geniale Bondenaturer fortælle og synge i det, og hva deraf blir, om det blir et Sprog for os, had vi aldrig har trot eller tror, derom bryr vi os lidet; Hovedsagen for os er, at Maalstrævet har fornyet Kjærligheden til de dybere Lag i Folket gjennem dybere Forstaaelse deraf¹); det har gjort og vil gjøre vort Skriftsprog rigere og venere; det har vendt Hugen mod det gamle Maal, og ved alt dette øget Fædrelands-Kjærligheden.

 

Hva samtidig hermed har været Forvildelse, har vi bare skjæmtet med, skjønt den til dels stærkt er gaat ud over os selv; _ _ _ _Men saalænge de saakaldte Maalstrævere bare strævde og glemte, at de var Mænd og det norske Mænd, saalænge var de ikke fjælge at være ihob med. Norsk var bare de haarde Konsonanter, Tvelydene og de selv; - hva vi andre var, kan nu være glemt. Men lidt om sen har dette ændret sig; de har virkelig valgt Aand for Bogstav, og Kjærligheden til Folket har ført dem til Frihed, til Demokrati, saa de nu har sluttet sig varmt til de mange andre nationale Gjøremaal i Landet, som gaar Side om Side med deres. God Tjenest har de gjort, fordi Folkeligheden er bleven dem en Livsretning, brave Fæller er de, og de har Mod _, en Vare, som det begyndte at blive trangt for her i Norge, naar det galdt mer end Lodbrug og Bjørnejagt, naar det nemlig galt at staa i latter, Haan, Forbandelse for en god Sag. Maalstræverne har havt Følelsen af at staa sammen, og det gir Mod, de har havt noget at elske, og det gir ogsaa Mod. De er som skabt for Tiden¹).

 

Af disse Grunde holder vi nu en Stund sammen, og staar sammen, vel vidende, at vi om lidt ryger i Tottene paa hverandre”.

 

Steinar Schjøtt i Fedraheimen No. 21 1879.

  

Bjørnson kunne med Sanning segja i Studentarsamfundet i 1870 den 26de mars, at Vinje hadde skrivet Digt so fagre, at dei mest kunne mæla seg i Vænleik med Wergelands. Eg hev aldri likat Bjørnson so godt som denne Kvelden, daa han sagde seg viljug til aa ofra sine ”Lidenskaber” og sagde, at Vinje skulde for lang Tid sidan hava voret ”indbudt Medlem” i Samfundet, og det so reiste seg ein Storm av Huing og Skrik, og Bjørnson stod der som eit Fjell i Stormen og slo ned heile Uveret med desse faa Ordi: ”Ja var det ikke det jeg vidste!” Bjørnson hadde mykje aa gløyma, fyrr han kunne tala slik um Vinje, som han gjorde den Kvelden. Sidan skreiv Bjørnson eit fagert Dikt, daa Kona hans Vinje var sloknad, og han gjekk med i Likferdi som eit Merkje paa Samlag millom honom og Maalmennerne; det var liksom den gamle Striden vart nedsonad her yver Gravi”.

 

1871.

  

Norsk  Folkeblad  No. 47.

 

Um Fram og Student Fjørtoft.

 

Bladet arbeider for tre Ting: Landsmaalet, Republiken (eller Fristaten) og Frigjørelse fra al Samvittigheds Tvang i Tros-sager; _ _ _Arbeidet for alle disse Formaal er overmaade radikalt i Tanke som Udtryk. Men vi har ikke set Noget i Bladet som kan drage Redaktørens Hæderlighed i Tvil, og ved at oparbeide et yderste Venstre iblandt Ungdommen, som engang kan ene sig med Jaabæks Bondevenner, sker sandsynligvis den Udvikling, som er vor¹).

  

1873.

 

Melding i Dagbladet  um Avsløringsfesten for Minnestytta av Vinje i Gran den 13de Juli.

 

_ _ _besteg B. Bjørnson Talerstolen; han dvælede i et udførligere, beaandet Foredrag, der flere Gange bevægede Tilhørerne til Taarer, ved enkelte Træk i Vinjes Liv og gik derefter over til at omtale Betydningen af den Gjerning, som Husmandens Søn havde udført, hans høie og frie Syn udover Verdenstankerne i sin Tid, hans Humor og hans idylliske Digternatur.

 

Ligesom Vinje havde forstaaet sit Folk bedst, saaledes blev han selv ogsaa bedre forstaaet end de fleste andre Forfattere¹).Derfor skulde han ogsaa blive mindet og hans Skrifter læst i hver Stue. Taleren sluttede med et Mindebæger for Aasmund Vinje”.

  

1877.

 

Dagbladet  No. 271 i Striden um Magnhild.

 

Sidst Maalstræverne forfulgte mig i Sluttet Falangs under Vinje, var det fordi jeg prøvede i Danmarks Kamp at holde fast. Da kaldtes jeg ”Dansk”. Nu under Hr. Garborgs Førerskab – thi det er vel intet mindre han stræver til – skal det maaske hede, at jeg er ”Amerikansk”.

Med Maalstræverne og Vinje blev jeg forsonet. Det hører til det lyseste i mit Liv, da vi stod sammen i Studentersamfundet og Mandagsforeningen. Skal det nu bryde løs? Vi faar se”.

 

1879.

 

Oplandenes  Avis No. 10.

  

_ _ _jeg tror ikke paa Universalmidler, saaledes heller ikke paa Sprogets. Jeg tror ikke, at alle Husmænd forbliver Personligheder ved at være i Bondemaalet eller taber Personligheden ved at komme ud af det. _ _Hovedsagen er vel, at de kommer frem, tænker jeg, og ikke at de bevarer Maalet.

 

Saa spør ”de mange” mig om mit Standpunkt i Maalsagen. De mener vel, hvilken ”Doktrin” jeg har. Slet ingen. Jeg forholder mig til Livet i dette Stykke som i andre; jeg lader mig undervise av dette. Og der ser jeg, at Bønderne maa lære at læse ved at nytte sit eget Maal, og at de maa lære vort for at komme med i vor Tænkning. Og daa jeg ser dette for mine to Øine, saa har jeg et lidet Forslag, og det er, at vi læmper paa vort Maal i dets Skrivemaade, saa det ligner vor Udtale”._ _Knut Knudsen hev voret den ”sanddrueste, den Doktrinfrieste i denne Sag”.

 

I vil af dette, mine Venner, se, at jeg ikke ”tror” paa Sprogets ”Gjenoplivelse”, og at jeg endog vaager at mene, at vi er til for Fremgangens Skyld, ikke for Drømmeriernes, Doktrinernes, de være to hundre eller to tusen Aar gamle. Som Stillingen er bleven, faar den tages; det andet er mig taaget, farlig, fremfor alt umandig.

 

Jeg er bleven mer og mer sikker paa, at ogsaa ”Maalsagen” er (eller efterhaanden kommer) i Forbund med Reaktionen; at den Bondefrigjørelse, den taler om, vil i Længden vise sig at være det værste Tyranni, nemlig hint over Aanderne, idet man ved Hjælp af Bøndernes Udvikling vil stoppe den fri Tilførsel fra Kulturlandene, vil afsætte Dannelsens Styre og indføre det ”nationale” d. v. s. ikke det ægte; men det som omtrent svarer til ”Nationaldragter”, en gammel Kultur-levning fra en Afbygd. Dette skal saa paa Hovedsædet, sandsynligvis under Christopher Bruuns ”nationale Konge”, thi han er nøiagtig Konsekventsen. Denne Kongen kommer efterhaanden til i Maalstræv-Fantasien som verdslig Hersker at dele Magten med Bruun (eller en anden af samme Æt) som geistlig.

 

Til disse Konsekventser maa de komme, Jo; daskal det gaa frem. _ _ _

 

Jeg stod nede i Paris paa Pariserudstillingen og saa os paa næsten alle Punkter i Sinkelektien _ _ _idet jeg iagttog dette, kan I tro, det var rart at gaa der nede og huske paa, at oppe hos os holder vi nu paa med at reformere Verden. _ _ _de som fortiden bygger det moderne Samfund, ligger paa alle Punkter klods inde paa Virkeligheden; men vi har imellem os og Virkeligheden taagede Drømmerier, gamle afbrudte Idealer, Gjenoplivelses Erindringer, Stumper og Vrag af gamle Tilværelsesformer. Vi kommer for disse ligesom ikke til”.

  

Dagbladet No. 52. – Svar til forskjellige.

 

Man ma aldri indbilde sig, at Vinje var udenfor Romantiken, fordi han baade var realistisk og især kynisk. _ _ _ Jeg kan neppe tænke mig noget mer ”romantisk” end Vinje en vakker Dag oppe paa et nyt Skriftsprog i fantastisk Følge af Æventyr, kaad Slarv, graadfulde Kvad, Skratt og Flir, smørfed Smiger, store vemodige Gjenoplivelsestanker. Han kunde lægge sig i Græsset som et Barn ved en Bæk og lege med slig Dingel-Dangel som alle Rim paa ”silrar” og ved anden Granlaat fra den idylliske Tænkning – denne kaade Spotter! Lad os endelig være Mennesker og tilstaa, at Maalsagen i ham (som overhovedet baade her og andetsteds) er Romantikens ægtefødte Søn.

 

Hva mit lille Forhold til Maalsagen angaar, er jeg bleven mistydet af begge Parter. Jeg medgiver jo den ubetingede Ret for Bønderne til at nytte deres Sprog ved al Undervisnings Begyndelse. Og deraf følger naturligvis, at de har lært at bruge det i Skrift og Tale, og kan selvfølgelig siden ogsaa bruge det hvor og naar, de selv vil.

 

Men nu er det saa, at Livet ogsaa har Pligter. Det er Bøndernes ligesaa ubetingede Pligt at delagtiggjøre sig i vort Maal, det koste Møie eller ei, fordi dette er det tankeførende.

 

Tiden faar saa vise, hva det videre bliver til. Det bekymrer mig ikke i mindste Maade. Vi har alene at vaage over, at i vor Tid sker (i dette som i andre Stykker) det naturlige. Men at hengive sig til lange, taagede Sprogdrømme, ja, det er et af de største Kraftspild, som jeg daglig ser paa, og som gjør mig saa ondt, fordi nogle af vore vakreste Mænd er heftet her”.

 

Ein spiller Tid. Og her er meir: ” _ _her er et større Tab, som vi skjønner best, naar vi sætter op følgende Modsætning. Sig til Bonden: ”Du skal anstrænge dig for at være med, hvor de kulturførende Tanker bydes. Alene de kan gjøre noget av dig. Din egen Selvstændighed og dit Lands Fremtid beror paa, at Du tager i. Derfor op med dig!”

 

Eller vi sige til ham: ”Din var Fortiden, din er Fremtiden, din Magten! Du er lidt drikfældig; ja. Du snyder ogsaa stundom i Hestehandel; aa ja. Du gaar udpaa; fy! Men du er alligevel Kraften, Viddet, det Nationale. Dit Sprog er vor Redning fra Afhængighed og Pjat, _dit Alvor fra Dannelsens Fristelser. Du, Du. Du og atter Du!”

 

I første Tilfælde tænker jeg, han en Stund vilde blive sindt, men saa ruste sig og tage fat. I andet vil han gjøre sig en stor Mave, og i den vil han svælge ned med sagte Klunk de smaa Bebreidelser, som de ærlige Skolemestre har pebret Drammene med.

 

Og er Bonden vakt ved Krigsraabet: ”Du du, du, du!” (og ligger dette allerede i, at hans ”Maal” er forkyndt at være Frelsens og Seirens, hans ”Tro” Landets klippefaste Værn, hans ”Alvor” _som nærmere efterseet er den Nationalbundnes Tungsind – Folkets ”ethiske Marg”) – jo, da skal vi faa Aandsfrihed og Oplysning; da skal vi faa Fremtid.

 

Jeg har Respekt for Arne Garborgs Selvtillid i den indtagne Stilling. Men ikke for hans Blad! Sjelden omtales der en Mand eller Sag, uden at Manden eller Sagen ved at drages gjennem den af Garborg eftergjorte Bondeforestilling har tabt noget af sin egen Farve, sit eget Væsen, er bleven noget lavere eller andet, noget grovere, noget Værkens.

 

_ _ _ i Almuens Sprog er der meget almueagtigt, netop det, som Almuens skulde have havt Evne til at tage væk. _ _ _

 

Der er engang ført en dunkel _ _Tale om Synd imod den Helligaand. Vi kan føre en klar _ _ Tale om Synd mod Aanden. Et slikt Neddrag af Kulturens finere Tankegjenstande, ædlere Skikkelser i den uvorne Slængen, den flade Dagligdagsheden, _det er Synd imod Aanden.

 

Tænk nu Virkningen paa Bonden af at faa saameget høit og fint, han ikke kjender og derfor ingen Respekt har for, saaledes kastet ind til sig jambred med det, som ellers kan ”slænge”,_og jeg siger, at dette er ikke det bedste Arbeide, som en saa dannet Tænker, en saa god Tro, som Garborgs kan udrette.

 

Det kan ikke være annerledes; thi dette Sprog har ikke endnu været stedt for Aandens Høisæde, hvor det maatte have løft sig den finere Tænknings Form, det høiere Ordensskrud.

  

Vilde bare Halvdelen af dem, der gaar her og klunker og suller med Maalklangen og Maaldrømmen, tage Mod og Mandshjerte til sig og løfte sin Røst i Kor mod Pontoppidansaaget i Folkeskolen!”

  

Dagbladet No. 162.

 

Til

Hr. Skolebestyrer Voss i Kristiania.

  

Jeg kan ikke undlade offentlig at takke Dem for Deres udtalelse om, at i Skolerne for den høiere Almenundervisning skal Eleven gjøres kjendt med Landsmaalet.

 

Istedetfor hver fra sin Kant at sige frem mod den Fællesvei som vor Udvikling maa finde, hvis den skal blive selvstændig, vil den ene Part kjøre os fast i det Almueagtige, den anden i det Danske. Næst efter allerede i Skolen at gjøre Ungdommen kjendt med Overlærer Knudsens sindige, greie Behandling af vort Sprog, er intet saa skikket til i Tidens Længde at hidkalde en Løsning som at gjøre den samme Ungdom kjendt med Landsmaalet. Alene af Forstaaelse fremgaar Agtelse, og uden at begribe den dybe Ret, som Maalets Forkjæmpere har, kan man ikke faa Vilje til venligen at møde dem, saaledes heller ikke faa Evne til at stanse dem i deres Overdrivelse.

 

 

1884.

 

Brev til ”Fram”. – V. G. No. 7.

 

Netop har jeg læst Arne Garborgs Tale om Maalsaken og Hagbart Berners Forslag, og jeg istæmmer.

 

Fra mit første Ophold i Bergen har jeg været med paa Maalsaken. Jeg har holdt paa, og efter ævne støttet 1) at der blev arbeidet til Maalsakens Utbredelse; 2) at Børn beholdt og utviklede sit hjæmlige Sprog i Skolen.

 

Men naar Maalmæn sværmet for med et Slag at insætte et nyt Sprog i stedet for det, vi har, og gjorde sig store paa det, da har jeg altid holdt dem for rasende. Og jeg har beklaget, at saa mange gode Kræfter skulde delvis ødes i saa ørkesløse Længsler.

 

Ænvidere naar jeg saa, at Bondesproget i Literaturen begyndte at kalle paa en Aand, som var alt andet æn moderne, idet nemlig et gammelt forsømt Sprog og Tusenaarsforestillinger høvde altfor godt i hop (_ _ _gammel-ægyptisk Overtro krybe om i Maalets middelalderlige Luft likesom Tusser i en Kælder, der ikke havde været aapnet paa flere Hundre Aar), da blev jeg ræd og begav mig hen til Kælder-halsen og ropte paa Garborg, at idetmindste han skulde komme op; han for næmlig og staakede dernere den gang.

 

Men nu tænker jeg den Fare er over¹). Garborg har ikke alene ræddet sig selv frem; han har ræddet mange fra den fortullende Virkning paa Sanserne, som slik stærk Gammellukt kan ha. Nu er Utviklingslovene ogsaa bedre begrepne, og Kænskapen til dem langt længer utover æn for bare nogle faa Aar tilbake. Det har gaat fort. Nu vil Maalet ikke i det Mon som før bli Fristelse til Drømmerier i aflægse Forestillinger, ei heller til Kannestøperier om en nihilistisk Sprogsprængning for at rydde Tomt for alt det ny paa en Gang. Nu vil Saken kunne ta sund Vækst i vor store nationale Kamp – og vil gi den sin Styrke¹).

 

 

1887.

 

Februar (i Dagbladet).

 

Hvem skal vinde, Evolutionisterne eller Nihilisterne (d. e. Maalmennerne)? – Efter mit Skjøn gaar ikke taapeligere og unyttigere Arbeid for sig i Norge. – Naar den Tid kommer, vil det bli klart for alle, at hva Vinje synte os, var Bygdemaalets Magt til at skildre Bondens Naturfølelse og Familjeliv samt Bondens Tanker og Spot over vore andres Liv og Grejer; - her var hans Foredrag slaaende, ofte med stor Magt til at ta; - alle Forsøk længer fræm var Oversættelse, ofte kluntet nok. _ _Hvad er den kosteligste Gamen i al hans Skrift? Jo, at ta paa alt vort, især det fineste, med Vadmelsvaat. Han kunde føle ømt og dybt som faa, hvor hans oprindelige Natur blev tiltalt; men den blev let det modsatte; Sprogæmnet indbød uvilkaarlig til at lægge Kjøkkenets og Borgestuens Haan paa Storstuen og hele Gaarden. Den store Uhjælpeliges Selvfølelse fik Luft derved; men ogsaa Træleblodet; begge Dele. Noget af den ædleste Følelse og det skarpeste Vid i vor Bokavl findes hos Vinje; men altid innenfor det Sprogs Rækkevidde, han arbeidede i”.

 

Um Garborg. ”_han har utvilsomt den fineste Sprogfølelse, den smidigste Evne; men min Dom gaar sammen med flere andres, som har kustnerisk Sans: Forsøket, at skildre af vort Nutidsliv i en By, selv det raa, med norsk Bygdemaal, det har glippet._ _ _Ta Ivar Mortensons Blad og læs! Sprogets Rytme besværer mig; det blir tilsidst saa tungt, at jeg er ute og brøjter”.

 

Mai (i Dagbladet).

 

_ _Jeg kjendte det som sunket, vort gamle Liv med sin hjæmlige Skjønhed. Og da svor det i mig, at det skulde op igjen. _ _

 

_ _Der er Troskab i Bondemaalstrævet, og baade denne selv og Væksten af den i Bondens Sans og i vort Maal er al Ære værd. Men naar det Gamle vil være mere  end Kraften i det Nye, næmlig dette selv, ta Plassen op - - da vet vi, at Arbeidet er gagnløst; vi kan ikke med vor bedste Vilje holde vore Forældre unge._ _ _

  

Hvad er det, som trænges hos os? At Bondens Barn i Skolen gjænnem ”sit eget Maal” lærer at komme grejt og læt op i Fællesmaalet, samtidig med at dette blir hjemligere._ _Hværken Undervisningsministeriet æller Stortinget er det om at gjøre. Den konservative Del af Tinget vil som vanlig ingenting, og den liberale Del vil nytte Leiligheden til at faa indført et nyt fælles Maal, ”Generalnævneren” for alle Bygdemaal. Det heter naturligvis, at Bondens Barn først skal undervises i ”sit eget Maal”, og dertil skal Statens Penger brukes; det heter, at da læres vort Fællesmaal lættere i den senere Undervisning. Men de vælger den Vei, som ikke fører hertil, - derimot saa meget sikrere til at skape Maalstræver-Apostle for ”Generalnævneren”. Jeg sætter, nogen forsøkte slikt i et andet Land, _ _ _du Alverden, for et Opstyr og Brøl af Harme og Haan, for et Aandsuveir af Talent og Vilje, til Faren for alle kommende Tider er slaat ner! Hos os sker ingenting. _ _ _

 

Hadde der enda ikke været slikt Utrængsmaal! Arne  Garborg, Bevægelsens første Mand, selv født Bonde, fører finere, lættere, ævnerikere det Fællesmaal, som skal væk, end Bondemaalet.

 

For et Utrængsmaal, og for en Feiltagelse¹)_ _ _ i sig selv er Bevægelsen _Bakstræv.

 

Men saa ser vi ogsaa ægte konservative Mænd og Kvinder rykke frem til Undsætning af de Fremgangsflokke, som blir tro.

 

Skulde i denne Sak ingen forstandig norsk Konservativ gjøre det samme? Opgi det ledige Lejrliv og gaa til Arbeide _ _ _, saa de vant Ret til at kræve Bondemaalstræverne til Ansvar, hværgang disse vilde utover Sakens naturlige Grænser? Det er dog den største Skam at sitte i slik Afmagt. Ikke at aarke at tvinge Tilstaaelsen frem i Tinget! Det gjælder dog planmæssig og med Statshjelp at svække vort Fællesmaal ved at amme op et nyt landsgyldigt. Skal det virkelig kunne gaa an at gjøre dette med Statsbidrag? _ _ _ Her er vist noget galt paafærde; noget sykt og ugrejt kommet ind i en god Sak; et ulyksaligt Bondefangeri, et politisk Hykleri, et ikke ulønnet Vinnespil. Sannelig her skulde falde fuld Dag. Jeg indskjærper paany, at alene den, som selv stræver med sit Maal, har vunnet Rætten til at kræve Andre til Ansvar. Vi maa ikke bære os ad som – ja lad mig sige Flere af dem, som i Tinget holder lange Taler for ”et norsk Maal”, uten at de selv løfter Saken med en Finger – ikke til den ene Siden, ikke til den andre -; men i det værste Unorsk, som endnu kan tales i Norge, priser ”det norske Maal”. En faar vise sin Tro af sine Gjerninger”.

 

 

¹) Utpeikat av Fedraheimen.

 

 


Frå Fedraheimen 14.05.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum