Kristiania, den 3dje Juni.

  

 

Fraa  Tinget.

 

Odelstinget driv paa med Juryen det hardaste det kann. 3dje Pinsedag gjekk reint utrulegt; dei gjorde daa fraa seg heile 87 §er – fraa 124-211. Soleis kann det sjølvsagt ikkje ganga kvar Dag, for det er mangt og mykje, som det trengst væl aa sjaa paa, fyrr ein gjer det til Lov. Onsdag kom dei til § 222. Fyrste Luten av denne §en lyder soleis:

 

Naar nogen med skjellig Grund mistænkes for en Forbrydelse, der kan medføre høiere Straf end Bod, kan Ransagning saavel af hans Bolig og andre Rum som af hans Person finde Sted, naar der er Grund til at antage, at den vil lede til hans Paagribelse eller til Opdagelse af Forbrydelsens Spor eller til Beslaglæggelse”.

 

Bugge fyreslo, at ”høiere Straf end Bod” skulde bytast um med Ordi: ”Straf af Bøder i Forbindelse med Konfiskation eller høiere Straf”. Um dette vart det eit Ordskifte millom Bugge, Stang, Akre m. fl. paa den eine Sida og Qvam og Blehr paa den andre. Stang spurde Statsraad Sørensen, korleis ein skulde forstaa Uttrykket: ”høiere Straf end Bøder” og fekk det Svaret, at det etter hans Meining laag det same i dette som i Mindretalet sitt Framlegg. Det var no hans Meining, men han var ikkje stød paa, kva dei andre i Styringi meinte. Qvam svarad til dette, at naar Justitsministaren hadde ei sovori Meining, so hadde det voret hans Skuldnad aa segja fraa i Framlegget sitt; naar dette ikkje var gjort, var det likeframt for dei, som seinare hadde med Saki aa gjera aa fara imist.

 

Um dette vart det eit Basketak millom Qvam og Sørensen, Statsraaden var sinnad og klandrad Præsidenten, av di han ikkje hadde fraateket Qvam Ordet. Til dette svarad Qvam:

 

Jeg hører, at den ærede Justitsminister er blevet noget oprørt. Han har taget sig særlig nær af, at jeg har kritiseret hans Lovfortolkning og hans Undladelse af at give denne Lovfortolkning Udtryk i Departementes Indstilling. Nu, eg skal ikke dertil sige saa meget. Hans Paakaldelse af Præsidentens Indskriden skal jeg heller ikke røre ved. Præsidentens Taushed er tilstrækkeligt Svar forsaavidt til Hr. Justitsministeren. Overhovudet skal jeg i Fremtiden ikke befatte mig med at kritisere Justitsministerens Behandling af denne Sag. Den har jo været noget eiendommelig; det ved vi allesammen. Den har været det eiendommeligste af al Behandling fra en Justitsministers Side – rundt omkring i Verden – af en Sag af saa stor Betydning for vor fremtidige Udvikling. Den har været det eiendommeligste af alt, hvad jeg har seet. Men dette, at Justitsministeren, naar han fortolker en Bestemmelse paa en anden Maade end alle andre, der har havt med Loven at gjøre, har fortiet denne sin Forstaaelse, skal jeg mindst af alt kritisere, især efterat Justitsministeren har taget mig de Ord, jeg sagde, saa særdeles ilde op”.

 

Sørensen tagde som ein Mur.

 

I dag var dei i Odelstinget komne til § 283 i Juryloven.

 

Er Justitsministaren rædd elder er han berre bljug? Qvam lyser strenge Ord mot Statsraad Sørensen no um Dagarne i Ordskiftet um Juryen. Han sagde det ein Dagen, at Justitsministaren hadde villeidt Tinget. Sørensen bad Præsidenten bruka Reglementet mot Quam for desse Ordi, men han fann ingen Grunn til det. Dagen etter tok Sørensen upp att Saki og harmad seg yver Quam, som daa laut forklaara seg soleis:

 

Det var fremdeles Talerens Mening, at Regjeringens  og Justitsdepartementes  Behandling af Sagen var tilfredsstillende; den  gav ikke Anledning til nogen Anke. Hvad Tal. havde anket over, var Justitsministerens Optræden under Forhandlingerne her i Salen,og den, mente han, gav rig og stor Anledning til Anke. Det havde været en nok saa klog Taktikk fra Justitsministerens Side, at han havde forsøgt overfor, hvad Tal. havde sagt, at stille denne paa Anklagebænken, idet han havde bemærket, at Tal.s Udtalelser mod ham ikke havde været passende o. s. v. Ja, det var en Biting ved Sagen; i hvilke Ordelag Taleren havde indklædt sin Anke over Justitsminsiterens Optræden, det kunde jo være temmelig ligegyldigt. Det, som det kom an paa, var, hvorvidt Justitsministerens Optræden var bifaldsværdig. Men Taleren mente, at den ikkje var bifaldsværdig. Det var ikke bifaldsværdigt dette, at Justitsministeren leverede et Departementsforedrag, hvori han præciserede et Standpunkt – et Standpunkt, som han vidste, at Nationalforsamlingens Pluralitet for Øieblikket bifaldt – men saa her i Forsamlingen fortalte, at dette ikke var hans Standpunkt. Det var ikke bifaldsværdigt dette, at en parlamentarisk Minister – den Mand, der skulde være den ledende i denne store Sag, optraadte her Gang efter Gang – Taleren kunde vel sige det – som en Modstander af Sagen. Han havde ved sin Optræden i denne Sag her i Salen  ikke et Hanefjed fremmet det, som det skulde være hans Opgave at fremme. Taleren paastod, at Justitsministerens Optræden i Nationalforsamlingen i denne Sag ikke havde været saadan, som man ventede det af en ledende parlamentarisk Minister, og han fastholdt, hvad han havde sagt igaar: han havde ikke seet Sidestykker dertil i andre Lande. Han havde ikke seet Sidestykke til den norske Justitsminister Sørensens ”Ledelse”.__ __ __ Men at han med Forsæt havde villet vildlede, det troede tal. ikke. Det troede han, Hr. Sørensen aldrig gjorde. Forsæt i saa henseende havde han vist ikke havt, og det vilde han vist aldrig faa. Tal. vidste at skatte Hr. Sørensens ærlige Karakter for godt dertil. Det var ikke det, tal. klagede over. Hvad han klagede over, var simpelthen dette, at Hr. Sørensens Stilling til denne Sag ikke var en ledende parlamentarisk Ministers Stilling”. 

 

Quam var væl drjug fyrste Gongen, han hev det med det; men det var godt at det kom fram og at Statsraaden vart mint um sine parlamentariske Pligter. Præsidenten braut av Ordskiftet millom dei; det var visst ikkje rett, for det var ikkje berre ein personleg Samanstøyt, anna det gjeldst store Spursmaal, Spursmaalet um ein Ministar skal hava Fribrev paa aa vera annleis lagad enn andre Menneskje, Fribrev paa aa hava tvo Meiningar, den eine i Departementet og den andre i Stortinget; til aa skriva paa ein  Maate og segja det paa ein annan, som tykkjest vera helder mykje motsett den fyrste. Me vilde ikkje lika den, som var so i Kvardagslivet, skal me daa tola det betre i Statslivet, der no den nye Skikken skulde skipast, at der var Menn, som visste kva dei gjorde, og gjorde det dei visste Folket kravde, elles hadde dei den Ærekjensla, at dei aldri vilde traassa paa Magti, naar dei skynad det barst imot.

 

Som ærekjær Mann hev no Sørensen berre ein Ting aa gjera: beda Stortinget avsanna den strenge Domen, som Quam hev lyst yver han. Og gjeng ikkje det, lyt han gaa av.

 

Dersom han er for rædd elder for bljug til aa gjera dette sjølv, bør ein Tingmann spyrja i Staden hans.

 

Vert ikkje dette gjort no, kunne det draga mykje leidt etter seg i Framtidi: Statsraadsandsvaret vilde reint forskiplast.

 

 

Morgenbladet er glad i Bjørnson no. Det hev Von um, at han skal verta som dei i alle Maatar snart, fyrst han hev teket til aa fira i ei Sak, Maalsaki. For Morgbl. skynar fullgodt, kor denne Saki er ihopknytt med det mest folkelege og demokratiske, som Vinstrepolitikken eig; og den som kann sleppa denne Saki, vil nok snart standa til Falls i dei andre ogso, meiner Bladet.

 

 

Kongemagti. Det er eitpar Høgreblad, som vasar um, at Kongen ikkje vil godkjenna Juryframlegget, naar det no eingong vert ferdugt i Stortinget. Det finst verkeleg Folk enno her i Landet, som trur, at ein uandsvarleg Konge hev Rett til aa segja Nei. Det finst nokre faae, som jamt gløymer, at Kongen er Tenar og ikkje Herre.

 

Vanen er vond aa venja, heiter det.

 

 

Etter  Forteneste. A. B. Rustad hev mist Bladstyrarplassen sin i Akershus. Høgre tek til aa verta moralske dei og no.

 

 

Maalskulen i Seljor. O. Arvesen skal halda Fyredrag paa Skulen, til dess at Ullmann kjem att fraa Tinget. Maallærarar vert N. Botnen heile Tidi og Ivar Mortenson fyrste Helvti og A. M. St. Arctander siste Helvti.

 

 


Frå Fedraheimen 04.06.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum