Maalsaki og Bjørnson.

 

 

Um Bjørnsons siste Stykkje i Dagbladet  skriv Arne Garborg m. a.:

 

Alle Ikke-Maalmænd har følgende Argument:

 

Den Ting at ta i Brug et Folkesprog, som er lidet udviklet, naar man i Forveien har et Kultursprog, som er mere udviklet, - den Ting er umulig; intet Folk finder paa slikt.

Dertil svarer vi som saa, at vi kan ikke la os skræmme af det Argument. Thi den Ting: at ta et mindre udviklet Sprog, fordi det er Landets eget, og dyrke det ved Siden af, ja til Fortrængsel for det mere udviklede, som Landets Literatur er i, og som landets Dannelse taler og skriver – den  Ting har fleire Folk fundet paa, og Tingen har ikke vist sig umulig.

 

Da skvætter de Herrer over i en anden Gade. De slipper Sammenligningspunktet, glemmer, hvad Talen var om, begynder at ræsonnere ved Siden af. Ja i Belgien, ja! – siger de. Der  kan sagtens det umulige ske; der er det nemlig nødvendig.

 

Hvoraf ved forresten B. B., at det umulige er saa nødvendig i Belgien? De Fransktalende dersteds synes vist ikke det. De gjør Modstand. De ræsonnerer som saa, at naar Bønderne faar ”sit eget Maal” til at ”begynde med”, saa kan det være dem nok. Snarest muligt maa de jo over i ”vort Maal”, som er ”Dannelsens”; Fransk er jo saa meget mere udviklet end deres eget Vadmelsmaal, deres tarvelige Flamsk. Fra B. B.s Standpunkt skulde der ikke være stort at si paa det Ræsonnement vel.

Og hvoraf ved B. B., at det i Norge er saa unødvendig for Bonde (”Utrængsmaal”!) at faa en Literatur i sit eget Sprog?

 

Lad hele Maalstræverbanden trine frem, de værste af dem. Der er et par Bymænd iblandt; dem skyder vi ud som inhabile i dette Spørgsmaal. Og saa mønstrer vi de øvrige: Ivar Aasen, Aasmund Vinje, Olaus Fjørtoft, Ivar Mortenson, Arne Garborg.

 

De er allesammen bondefødte. De har allesammen passeret graderne, har Oplysning og Vet som andet Folk, ialfald vil ikke B. B. paastaa andet om Aasen og Fjørtoft. For sin egen Part har de nævnte Mænd ikke ”behøvet” noget nyt Maal; de kan – kunde – Dansk-norsk allesammen. Ivar Aasen skriver Dansk bedre end nogen her i Landet, og jeg er her heller ikke væk, viss man kan tro Bjørnstjerne Bjørnson.

 

Alligevel vidner alle disse bondefødte Mænd, ikkje blot i Ord, men i Gjerning, ja i Opofrelse (Vinje  fik ikke Digtergage; vore Bøger læses ikkje i Danmark), at en Literatur i Folkemaalet er nødvendig, netop  af Hensyn til Bonden. En Mængde andre bondefødte Mænd Landet rundt ”istemmer”.

 

Hvor tar saa Præstesønnen B. B. Autoriteten fra til at si det modsatte?

  

Han han ikke tænke sig, at der i de nævnte Mænds Oplevelser og Erfaringer er et eller andet, som har tvunget dem ind i den Erkjendelse (der ikke hidtil har været synderlig lønnet), at det Sprog, de sjølv med tung Møie har lært, ikke er det, der er bedst skikket som Oplysningssprog for den norske Bonde?

 

For min egen Part kunde jeg fortælle og forklare Hr. B., at det er Landsmaalet, som i literær Henseende har været min Redning. Først gjennem det vandt eg en Form, som var min egen og ikke – som min tidligere dansknorske Stil – kvalmede mig ved sin Affektation. Men jeg gider ikke udvikle dette; han er for sint og lei nu til at forstaa det.

 

Nordtyskens Selvopholdelseskamp overfor Høitysken, Provencalsken overfor Nordfransken, Katalonisk overfor Kastiliansk, Slovakisk over Czekisk, alle disse, mest kanske de sidste, har forøvrigt efter hvad eg erfarer fra sprogkyndigt Hold, større Lighed med vor norske Maalstrid end de Sprogkampe, jeg før har omtalt. Men jeg synes ikkje,vi behøver saadanne Analogibeviser. Saa langt, som vi nu er komne, kan vi se paa vor egen kamp, at den ikke er ”umulig”. Det er vel det, K. K. og B. ogsaa begynder at skjønne; ellers spurgte de ikke saa hysterisk om, hvem der ”skal vinne”.

   

- B. B. vil, at Landsbørnene skal faa ha deres eget Maal til at ”begynde med”, men vil ikke gi Lærerne Adgang til nogen Veiledning i Brugen af de forskjellige Dialekter.

 

Hans Uvilje mod Maalkurserne har samlet sig i det store Udtryk, at ved dem skal nu vort Skriftsprog ”blodtappes med Statshjælp”.

 

Det maa være blodfattig, Skriftsproget, viss det virkelig kan føle disse Kurser saa stærkt.

 

Skriftsproget raar jo egentlig Grunnen aaleine. Saa godt som alt, hvad der bevilges til Skolevæsenet, til Kirken, til Retsvæsenet, til hele Administrationen, kommer jo direkte eller indirekte Dansknorsken til gode. Og om der i de sidste Aar bevilges nogle hundre Kroner til Maalkurser, saa skal vi huske, at der ogsaa bevilges nogle hundre Kroner til Støtte for Dansknorsken specielt. Der er nemlig en Del dansknorske Skribenter, som har Forfatterløn.  

 

Jeg er forresten imod Maalkruserne, jeg ogsaa. Jeg vil ha Maalundervisningen ordentlig indført ved Seminarierne. Men noget maa vi ha. Vi kan ikke kræve, at de unge Lærere, der ved Seminarierne hjælpes saa vakkert over i ”Dannelsens Maal”, skal kunne gaa ud og undervise i ”Barnets eget Maal” ofte i fremmede Bygder, uden Spor af Veiledning eller Hjælp.

 

Altsaa faar vi greie os med ”Maalkurserne” indtil videre.

 

- Det bedste er, at B. B. fra sit Standpunkt skulde være ligesaa glad i Maalkurserne som vi. Det, der gjøres til Fordel for Folkemaalet, kanjo ikke efter hans Tro føre til, at ”Generalnævneren” blir Skriftsprog; det er umulig, naturstridig. Skrefsrud har sagt det: Sprogene udvikler sig aldrig bakover. Alt, hvad der gjøres for Folkemaalet, kan altsaa faktisk kun føre til, at det af B. forfægtede Maal derved ”blir rigere og venere”, faar netop den friske og jevne Tilførsel fra Bygdemaalene, som han maa ønske! Blodoverførelse altsaa, ikke Blodtapning.

 

Men det har B. B. ikke husket paa.

 

 


Frå Fedraheimen 04.06.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum