Ivar Aasen.

 

 

(J. B. H. i eit Stykkje i Folkebladet).

 

Ingen skulde synes mere personlig uskikket til at kastes ud i en historisk Bevægelses Strømhvirvel end den svageligt udseende Lærde, som glider saa stilfærdigt og ensomt frem gjennem Gaderne med Hænderne korslagte over Livet som en filosoferende Peripatetiker, der vel skarpt iagttager Livets Kamp omkring sig, men ikke selv berøres lidenskabeligt deraf. Ingen kan nævne et Tilfælde, hvor han personlig udenfor Literaturen er traadt op til Forsvar for den Ide, som synes at have ligget til Grund for hans første systematisk videnskabelige Behandling af hans Hjembygds Dialekt, og som han i Mai 1841 udtrykker saaledes: ”Denne fremmede Sprogart, som i Landets Umyndighedstid blev dets Skriftsprog, har nu engang saa vel befæstet sig paa sin indtagne Plads, at den sandsynligvis maa beholde Herredømmet; men ved Siden heraf burde dog Landets eget Sprog ogsaa drages for Lyset; dets Dialekter burde af kyndige Hænder blive skriftlig bearbeidet for at kunne kjendes og sammenlignes, og af denne Sammenligning maatte dannes et nationalt Sprog med en systematisk Retskrivning, hvilket Forfatterne, især de, som skriver for Menigmand, kunde holde sig til og lempe sig efter, hvorved baade Nationaliteten vilde vederfares Ret og en vigtig Hindring for Folkets Oplysning bortryddes”. Saaledes formulerede Maalstrævets egen Mester for snart halvhundrede Aar sidan dets første Program. Medens han som videnskabelig Forsker gikk frem til dybere Indsigt og større Klarhed, fængsledes han som Ideolog af sin Ensidighed og som Patriot af sin Begeistring, og med den seige Udholdenhed, der er et af Karaktertrækkene hos ham som Forsker og Menneske, fastholdt han sin Ungdoms Tro og Kjærlighed og blev, da andre Kræfter i Litteratur og offentlig Liv sluttede sig om ham som den videnskabelige Autoritet, den selvskrevne Høvding for Maalstræverne, skjønt han var og blev en Fredens mere end en Stridens Mand¹).

 

Aasens Popularitet i alle Lag af det norske Folk skyldes endnu en anden Side af hans Begavelse, som han selv synes at have tillagt mindst Værd, men som ikke desmindre vil bevare hans Minde og hans Magt i Folket i en lang Fremtid. Medens han levede som Skoleholder i sin Hjembygd, blev han dennes Digter, og en Mængde Viser og Sange paa Søndmørsmaalet, de fleste baarne af den Humor og den let snertende Satire, som er ham egen, fik ”Sværtens forlængede Kraft” i det lille Bogtrykkeri paa Eksæt og har siden levet paa Bygdefolkets Tunge. Da han var flyttet til Hovedstaden, søgte han i undertiden Hvile fra sit videnskabelige Arbeide i Udformning af sine digteriske Stemninger i det Landsmaal, som han ikke blot har skabt, men som endnu ingen Forfatter deri skriver saa naturlig, smukt og indsmigrende som Mesteren selv. Som han havde udviklet sig fra den halvlærte Autodidakt til den grundige Videnskabsmand, hævede han sig nu ogsaa fra at være Bygdefolkets Visedikter til at blive en folkelig Sanger, i viss ”Stev” den ægte Følelse viser sig iklædt en vel ikke farverik , men altid gratiøs Sprogdragt, hvor Billedernes Klarhed og Prægnants udhæves gjennem Udtrykkets nationale Tone og Rhytmernes musikalske Vellyd.

 

Folket har forlængst lært dem og glemmer ikke igjen saa klassiske Digte som ”Haraldshaugen” eller ”Dei vil altlid klaga, og kyta” eller ”Millom Bakkar og Berg ut med Havet”. De lærde Fagmænd har skjænket sin beundring og Anerkjendelse til Forfatteren af den norske Ordbog og den norske Grammatikk, som Forfatter af ”Ervingen” og ”Symra” har han i sine Landsmænds Hjerte vundet en Plads, der sikrer ham mod at skuffes i sit Haab, naar han siger i ”Gløymska”.

 

Um kjærleg Hug var det stundom sagt,

han aldrig skulde faa Ende

og endaa gjekk det no sidan skakt,

so Hug til Vanhug seg vende.

Men endaa trur eg no helst uppaa,

at Elsken vara til Enden maa.

Der vil eg snu

og ikkje tru,

at Gløymska vinner paa Minnet”.

 

 

¹) De vigtigste indlæg fra Aasens egen Haand i Pressens aargamle Kamp om Maalstrævet er ”Minningar fraa Maalstriden” i Dølen 1858, No. 18-23; ”Om Sprogsagen” i Ill. Nyhedsbld. 1858, No. 45; ”Om det norske Sprog” i Daas Norske Tilskuer 1852, No. 46: ”Om Dannelsen og Norskheden” i Folkevennen VI.

 

 


Frå Fedraheimen 11.06.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum