Fraa Tinget.

 

 

Ordskiftet um sjølve Kyrkjelovarne byrjad altso Fredag.

 

Det var sjølvsagt, at dei Sermeiningar, som hadde synt seg i Kyrkjenemndi, vilde koma fram her og.

 

Bonnevie  var fyrste Talaren. Han tok upp Mindretalet sitt Framlegg um Menigheitsraad, Stiftsmøte og Kyrkjestorting. Han trudde det var sant, naar det i Framlegget fraa Styringi var sagt, at det Folket ynskte var aa faa Prestval og Kyrkjedørsopning og at alt det andre vilde koma som kalt Vatn yver Hovudet paa dei. Han trudde, det var sant dette, men samstundes trudde han, at Grunnen til dette var, at Menigheitskjensla laag nede. Det vart gjort mykje kyrkjelegt Arbeid i Landet baade i den eine og andre Vegen; men det galne var, at dette vart gjort av Foreiningar og ikkje av heile Menigheiti. Kyrkja maatte verta meir likestillat med Staten. Naar Grunnloven fastsette, at den lutherske Religionen var Statsreligion, so vart det derved sagt, at Statskyrkja var det Samfundet, som sankad seg ikring den evangelisk-lutherske Trui. Og daa maatte dette Samfundet hava Rett til aa krevja, at alle, som vilde hava noko aa segja i dette Kyrkjesamfundet fullt ut maatte vera med paa den lutherske Læra og Truesvedkjenning. Fyrr Kyrkja gav nokon Røysterett, maatte ho spyrja: vil du vera med paa Kyrkja si Truesvedkjenning elder ikkje? Styringi hadde sett upp ”Børnelærdommen” i staden for ”Bekjendelsen”. Dette var galet. Ein kunde godt vera med paa Katekisma hans Luther og samstundes vera mot Barnedøypingi. Han trudde det, at um Truesvedkjenningi vart Grunnlag for Røysterett, vilde Motstandaranne av Kyrkja verta utestengd fraa aa hava nokon Innverknad paa ho. Han trudde dei var so ærlege, at dei ikkje vilde vedkjenna seg ei Tru, som var beint mot heile Uppfatningi deira.

 

Riksraad Blix  fyreslo, at Framlegget fraa Styringi skulde leggjast til Grunn for Ordskiftet. Dette laag liksom millom dei tvo Utkantar (Framleggi fraa dei høgkyrkjelege og fraa Fleirtalet i Kyrkjenemdi) og vilde difor vera mest høvelegt til Grunnlag. Det var sagt, at det vilde vera raadlaust aa vøla paa Statskyrkja. Dette var noko reint nytt hjaa oss og det var botnat paa den Meiningi, som ogso var ny og som hadde funnet lite Medhald her i Landet, at Statskyrkja var rett og slett noko borgarlegt, som ikkje hadde noko med Guds Kyrkja, med den ”hellige almindelige kristelige Kirke” aa gjera. Um ikkje Talaren misstok seg, var det Diktaren Bjørnson, som fyrst hadde sett fram denne Tanken. Riskraaden hadde ovlag stor Vyrdnad for Bjørnson som Diktar, men han hadde i dette Tilfelle som so mange Diktarar fyrr han hadde gjort, berre framførd ein uprovad Paastand, eit Paradox¹). Alt det Arbeidet, som hittil hadde voret lagt paa Brigding i Statskyrkja, synte, at Folkemeiningi var ei heilt onnor. Ikring 1850 hadde det voret arbeidt sterkt paa aa vøla Statskyrkja. Den Tid hadde alle kyrkjeleg interesserade voret einige um, at Arbeidet maatte gaa ut paa aa gjeva Kyrkja ei Røyst, eit Organ, so ho kunne segja si Meining og freista aa gjera ho gjeldande i Livet. Denne Røra vaks seg sterkare og sterkare og baade Storting og Riksraad vart tvingat til aa taka fat. Ho sluttat med, at Stortinget i 1869 vedtok ein Lov um Menigheitsraad, som ikkje vart godkjend av Kongen. So kom den store politiske Striden og Kyrkja vart som alt anna burtgløymt. Etter at denne var avgjort og Folk hadde teket til aa tenkja paa andre store Samfundsspursmaal, var det sjølvsagt, at Kyrkjespursmaalet kom upp att og at det gamle Organisationsspursmaal vilde freista aa arbeida seg gjennom. Og paa alle dei Kyrkjemøte, som i dei siste Aari hadde vortet haldne paa mange Stader i Landet, hadde det komet fram Uttal som synte, at Folk ikkje hadde mist Trui paa aa kunna vøla paa Statskyrkja. Talaren vilde spyrja, um det i Framlegget fraa Riksraadet kunne utpeikast noko, som vilde hindra, at Staten og den einskilde Statsborgaren kom til sin fulle Rett. Det var trulegt, at sume meinte, at det vilde vera aa gripa inn i Riksstyret aa gjeva Kyrkjelyden Innverknad paa Prestevalet. Men var det Tilfellet, so hadde Fleirtalet gjort seg skuldig i det same Mistaket ved sitt framlegg til Presteval. Til Mindretalet skulde ikkje Talaren segja stort. Alle desse store Organisationstankarne var so nye for Folket, at han trudde det ikkje no for Aalvvor burde gjerast noko for aa setja dei i Verk.

 

Hertzberg  talad for Innstellingi fraa Mindretalet.

 

Steen  trudde ikkje, det let seg gjera aa skipa paa Statskyrkja. Det gjekk nok an aa lata den einskilde Menigheiti faa Innverknad paa sine eigne Saker; men han var imot aa uppstilla meir elder mindre sterkt utestengjande Røysteretsreglar, naar ein samstundes vilde halda paa Bandet millom Stat og Kyrkje. Ettersom Riksraadet stillad seg i Ordskiftet um Utsetjing, hadde han tenkt, at det ikkje vilde taka opp att Framlegget sitt. Soleis heiter det m. a.: ”At opstille saadanne Krav er i Virkeligheden at opgive Tanken paa en Organisation af de norske Statsmenigheder” og: ”Vil man have et Menighedsraad udrustet med Kirketugtsmyndighed, da er dette det samem som at maatte opgive Tanken paa at skaffe vore Menigheder en Repræsentation”. Og han heldt fram: ”Men et Menighedsraad, indskrænket paa dette Felt, var det ikke en Abnormitet, var det ikke et Udtryk for, at der i Forholdet var noget, som strittede mod selve Tingen?” Tal. kom med mange Uttal fraa Framlegget, der det var medgjevet, at det for Skuld Forholdi ikkje let seg gjera aa verkeleggjera Kravet fraa Menigheiterne, og sagde: ”Og saa var det da paa en gjennem deslige Principer bygget Organisation, at man stillede sit Haab om sund og sand Udvikling om Menighedens Sjæleliv, af vort Kirkesamfund og vort kristelige Liv! I de forgjæves Forsøg, som tidligere gjennem trofaste og ihærdige Bestræbelser var gjort paa at faa en Organisation i stand, laa der ogsaa noget, som talte for Sandsynligheden af, at der i disse Anstrængelsers Anlæg eller i deres Formaal var noget, som vanskelig kunde finde Indgang hos dette Folk. Om man tidligere havde været mere villig til at overse Vanskeligheder ved en saadan Organisation end nu, saa laa dette vel deri, at man dengang endnu mente, at der mellem de kirkelige Menigheder og Statskirkemenighederne i Virkeligheden ikke er stor Forskjel. En Organisation, der hvilede paa Afslag og Kompromisser, den havde allerede undergravet Betingelsen for sin egen Eksistens og maatte vække Tvivl hos hvert tænkende Menneske om dens egen Berettigelse. Og dette sagde Taleren ikke med nogen stærk Beklagelse. Det havde undret ham at høre stærke Ord om, at en Organisation som den, der her var bragt i Forslag, skulde være en Livsbetingelse for Kirken – det skulde da vel ogsaa sige for Kristendommen. Det havde endnu mere forundret ham denne Tro paa, at det er disse ydre Ordninger, der, som det rigtig blev bemærket af den sidste Taler, er menneskelige Institutioner, ikke Paabud af Herren selv, som skulde være Livsbetingelserne for Kristenlivet. Hvor var da Troen, som gav den Kraft, der kunde overvinde alle Vanskeligheder? Vilde man spørge Taleren, om han da ikke organiserede, saa vilde han sige, at han forstod ikke, hvilken Interesse det havde ligeoverfor det, som nu forelaa i bestemt formulerede Forslag, at give det en anden Betegnelse, end Sagen selv afgav. Men spurgte man ham, om der ikke er Statskirkemenigheder, og om ikke disse bør gives Adgang til at influere paa sine Anliggender, saa svarede han jo, og han havde været med paa at stille Forslag til Former, hvor igjennem dette kunde ske. – Det var udtalt i Indstillingen, og det var allerede kommet frem i Debatten, at der i disse Organisationstanker laa et dobbelt Formaal. Den Repræsentant, som sidst havde havt Ordet, vilde ikke have Statskirken ophævet; men han vilde skabe den en fuldstændigere og fyldigere Virksomhed og betrygge dens Indflydelse paa visse Anliggender, som laa paa Grænsen mellem Kirke og Stat, hvor Taleren fuldt ud vurderede den kirkelige Intresse, som gjerne vilde øve Indflydelse derpaa, men hvor han ogsaa troede, at der i høieste Grad var Opfordring for Staten til at værge sig mod en Indflydelse, som kunde være hinderlig for dens Selvbestemmelse. Paa den anden Side var det under den almindelige Debat sagt rent ud, at Frikirken var Maalet, og didhen skulde altsaa ogsaa dette Middel føre. Taleren havde ingen Bemærkning at gjøre til den Opfatning; han troede tvertimod, at det var Forholdenes eget Medfør, at Udviklingen vilde skabe en Udsondring af disse to Samfund, saaledes at de ikke stod mod hinanden men støttede og fremmede hinandens Formaal, selvstændige og uafhængige af hinanden, uden at gribe ind i hinandens Sfære. Men det var det, som altid havde staaet for Taleren som det stødende heri, at man netop gikk den modsatte Vei af den, som Forholdet tilsagde, idet man gjennem mere eller mindre stramt optrykne Stemmeretsregler vilde tvinge mennesker ud af Kirkesamfundet, og derved skabe et exklusivt Kirkesamfund, som da enten vilde staa der som i en vis Forstand priviligeret, eller ogsaa, fordi Udsondringen vilde komme til at virke saa stærkt, at en Sprængning blev Resultatet, sjølv vilde komme til at vælge at træde ud af Forholdet til Staten. For Taleren stod derimod som den naturlige Udvikling af dette Forhold den størst mulige Frihed for de frie Sammenslutninger inden Statskirken; det var den Vei, ad hvilken man først gav Aanderne sin Ret, og dernæst ogsaa den Vei, hvorpaa der snarest, og efter Talerens Mening paa den eneste rette Maade, kunde arbeides paa, og altsaa snarest ventes at naaes frem til Maalet: en samfundsbevidst Opfatning af den i Sagen liggende Nødvendighed for, at Stat og Kirke tilsidst i Fred gjør op med hinanden, og skilles. Men dette burde være Resultatet af en historisk udvikling, hvor alle Mellemled var tagne med. For Øieblikket er det jo saa, at Statskirken støttes, beskyttes og underholdes af Statssamfundet, og alle lyder sit Bidrag. Allerede dette var en Aabenbaring af et Forhold, som tydede paa, at enhver yderligere Indsnevring og Udsondring vil forøge Ubilligheden, og dette vilde kunne tene til at fremkalde et Brud, som Taleren vilde beklage, viss det blev fremkaldt gjennem noget, som lignede Vold. I Sammenhæng med denne Tankegang mente Taleren, at hvad der var anvist af selve Forholdene, det var ikke dette med Paaberaab af et Organisationskrav udenfra, som efter, hvad man havde hørt, ialfald var mere end tvivlsomt i sin Almindelighed, paa den Maade at foregribe, hvad der virkelig var blevet en Trang, fordi det var et Liv, som krævede paa den Maade at udfolde sig, men derimod dette at imødekomme de Krav, der virkelig er udgaaede af selve Livet. Thi det var en anden Side af det, som Taleren vilde kalde det stødende i disse Organisationskrav, at de efter hans Mening hvilede paa en Forblanding af forskjellige Livsfelter og den Maade, hvorpaa disse pleies. Institutioner, Ordninger, Organisationer – alt hvad man kalder dette – han skulde ikke underkjende deres Betydning; men han troede ikke paa deres undergjørende Kraft, selv i det borgerlige Liv. Var der ikke skaffet et Underlag for disse Institutioner, vilde de staa der fremmede, virkningsløse, og viss de skulde søge sig en Virksomhed der, hvor ikke Livet selv indeholdt Krav derpaa, vilde de lettelig være udsatte for ialfald Skjævheder i sin Virksomhed. Men paa det aandelige Livs Enemærker, der forekom det Taleren at være selvgivet, at det at skabe Organer for en Livsvirksomhed, som ikke selv havde stillet Krav om at faa Midler for dem, det var enten at skuffe sig selv eller at tilveiebringe Forsøg – og mere end Forsøg: Virkninger, der løb ud i, hvad der i Indstillingen var betegnet dels som Travlhed dels som utidig Indblanding paa fremmede Felter, og dels vel ogsaa i det rene Skinvæsen. Og det vilde naturligvis alle være enige om – paa hvilket Standpunkt de end stod, - at intet vilde været mere beklageligt end om man – med sin gode Villie for at skabe Organer for et sandt kristelig Liv, varm Interesse for disse Anliggender og Menighedernes fælles Samarbeide derfor – istedet derfor tilveiebragte Midler, der maatte søge sig en Virksomhed ikke som Udtryk for det Liv, som der nu var inden Menigheden, men altsaa paa andre Felter, og som lettelig vilde kunne gaa over til – hvad der blev afvist af Repræsentanten fra Trondhjem som en Mulighed – at blive en Domstol inden Menigheden. Taleren troede saaledes, at det kun var lidet foreneligt med Statskirkeforholdet, og at det ikke var fremholdt af nogen Trang inden vore Menigheder og inden Folket sjølv – inden det, man kalder det specielt interesserede Kirkeforhold, - at man nu gikk til Organisation. Han troede, man burde skabe Midler for den Virksomhed af Menigheden, hvorom der var fremkommet Ønske. Han troede fremdeles, at der kunde blive flere og flere Retningar, hvori der kunde trænges saadanne Midler – det vilde han for Øieblikket ikke have nogen Mening om -, men at den videre og fremtidige Udvikling maatte gaa ud paa at tilveiebringe Betingelser for, at Forholdet mellem Kirke og Stat kunde ordnes paa en anden og friere Maade, før man gikk til Organisation – om det da maatte ligge i Tidens Forhold. Organisation blev let Utryk for Tvang og dered ogsaa for et Tryk, og inden Kirken og Kirkesamfundet skulde disse Elementer saavidt mulig holdes ude. Det var i Sammenhæng med disse Betragtninger, at Komiteens Flertal, uden at gaa til nogen Organisation, men ved at kalde alle myndige Medlemmer af Menigheden til fælles Deltagelse for sine Anliggender – direkte og indirekte – havde optaget og stillet Forslag om at give Menigheden lovfæstet Adgang til at influere paa de Punkter, som hidtil havde stillet sig frem som Krav – og Taleren mente, berettigede Krav – for at der ikke i selve Menighedens Liv skulde indbringes falske, og af den ikke godkjendte Elementer. I hvad Taleren havde sagt om Organisationen i det hele, laa der ogsaa en Indvending mod Forsøg paa en Kirkeforfatning, der skulde give en Repræsentation for Kirken i det hele. Det var imidlertid saa langt fra, at Taleren stillede sig imod dette, naar han tog Tanken i dens Konsekvens og ikke i Forhold til de for Tiden værende Forhold, at han var meget villig til at erkjende, at Lokalmenigheden som saadan, isoleret organiseret, virkelig har sine farer, og at Kirken – stillet i det Forhold til Staten, som han tænkte ialfald skulde være Udviklingens Resultat – krævede, og nødvendigvis – antog han – i sin Tid vilde skabe sig selv sin Organisation lige til Toppen. Men det Spørgsmaal forelaa ikke nu. Som Spørgsmaalet nu forelaa, fastholdt Taleren ligeoverfor Landsmødets Udkast, hvad der af den sidste Taler var bleven angrebet med Ordenes fulde Styrke, og han vilde anbringe, hvad der i Indstillingen var bleven udtalt ligeoverfor Landsmødets Udkast – i alt væsentligt i Overensstemmelse med den kongelige Proposition – ogsaa paa det Minoritetsforslag, som var optaget her i dag. Det var ganske vist en Foregriben af Behovet, og det indeholdt i sig efter Talerens Mening et for Tiden uberettiget Krav, fordi det bredede sig du over flere Felter, og fordi der i det praktisk – i Formen stod det ikke saa, da der kun var Tale om Erklæringer – men krævedes en Indflydelse paa en Flerhed af Anliggender, som Staten ikke efter de nuværende Forhold kunde eller burde indrømme Kirken. De enkelte Ord, som var blevne afviste af den sidste Taler om Landsmødets Udkast, skulde Taleren ikke dvæle meget ved. Han troede, det var sandt, hvad der stod om dette Udkast, at det nærmest var en Levning af Ønsker, der ikke bæres af et sundt og kraftig Livsprincip med Rod i den Jordbund, hvori det søges indført, med andre Ord, at det selv med det mere demokratiske Tilsnit, det havde faaet gjennem de friere Valgregler, som nu var optagne i Minoritetens Forslag, som fremmed for det norske Kirkefolk og de norske Menigheder, at det derfor ikke fandt nogen Anklang og ikke vilde fæste Rod. Hvorledes Fremtidens Udvikling vilde blive i saa Henseende, derom turde ingen have nogen bestemt Mening. Med Hensyn til det af Komiteflertallet fremsatte Forslag, der var et Udtryk for den Maade, hvorpaa Taleren troede at dette Arbeide burde optages efter sit Begreb, og optages med den største Udsigt til Resultat, skulde han ogsaa forsøge at være saa kort som mulig i sit Tilsvar til de mange Bemærkninger, som derimod var gjorte. Først var der reist Indsigelse mod Stemmeretsreglerne, som det var bleven sagt var af rent statsborgerlig Art. Ja samtlige til Statskirken hørende myndige Mænd maa efter vore nuværende Bestemmelser være konfirmerede. Dette Udtryk ”konfirmeret” var indtaget; men det var ogsaa det eneste Udtryk, som skillede denne Del af Stemmeretsreglerne saavel fra det oprindelige Udkast som fra den kgl. Proposition. Man havde netop i den allersidste Tid faaet en Afgjørelse, som berørte dette Spørgsmaal om Konfirmation. Blant de Bestemmelser, man har tilbage om Troestvang – om Taleren saa maatte kalde det – er ogsaa den at visse Stillinger – deriblandt Dommerstillingen – kun kan beklædes af Statskirkes Medlemmer. Man havde ganske nyligt havt Exempel paa, at en juridisk Kandidat – naturligvis en voxen Mand for at kunne beklæde en Dommerstilling maatte konfirmeres; som saadan blev han erkjendt som Medlem af Statskirken, det er for Tiden de konfirmerede Medlemmer af samme. Nu stod det for Taleren saa, at Konfirmationen, der er den Akt, hvorved Individet afgiver og Kirken modtager Erklæring om, at vedkommende slutter sig til Kirkens Bekjendelse, er netop det karakteristiske Særmærke for Statskirkens Medlemmer, og enhver Fordring paa et senere Løfte er altsaa kun et Krav paa en Gjentagelse af dette løfte eller af den Bekjendelse, som man før har afgivet. Taleren kunde ikke indse, med hvilken Føie det kunde kræves to Gange. Naar der ikke i Komiteflertalelts Forsalg udtrkkelig var tilføiet noget om, hvad der skulde foranledige, at En udelukkende sig fra Indflydelse paa de kirkelige Anliggender, havde dette sin Grund i, at enhver Bestemmelse af denne Art havde den store Mangel, at den mere eller mindre appellerede til den subjektive Afgjørelse, medens det skulde være et billig Krav til saadanne Mærker og Kvalifikationer, at de kunde objektivt fastholdes. Derfor kunde ogsaa al denne Tale om, at man her organiserede Kommunen, og at man ikke gav tilfredsstillende Mærker paa, hvem der var Medlem af Statskirken og som saadan burde have Adgang til at deltage i dens Afgjørelser, den kunde afvises. Han kunde ikke være enig med den sidste taler i, at Deltagelsen af alle anerkjendte Statskirkemedlemmer i Afgjørelse af Prestevalg og Kirkernes Brug istenfor blot et Udvalg, skulde være uheldig. Derved vilde netop de tilstedeværende Forhold faa sit bedste Udtryk for Flertallets Mening. Sluttelig bemærkede Taleren, at Komiteflertallet havde anseet det for at være af en saadan Betydning at tilveiebringe en Beslutning med Hensyn til udvidet Adgang til Brug af Kirkerne, at den maaske subsidiært vilde optage Odelsthingsbeslutninger af 1884. For hans vedkommende vilde det bero paa Debattens Gang, om dette skulde ske eller ikkje.

 

Me hev teket med somykje av Steen sitt Fyredrag, daa det etter vaar Meining var det beste av alle. Etter Steen talad Ullmann. Me hev ikkje her Rom til aa taka alt med; men skal i neste No. freista aa gjeva eit so godt Yversyn yver Ordskiftet som mogelegt.

 

Storting og Odelsting hadde Val Tysdag. Rinde fyreslo, at dei skulde hava dei same Embættesmenn Tidi ut og dette vart samrøystes vedteket. 

 

I dag (Torsdag) hev Stortinget havt Møte um Vernetoll. Holst og Dieseth talad for, medan Rinde var mot.

 

Dei trur Kyrkjelvoarne vert ferduge imorgo Kveld. Tinget kjem vonlegt til aa slutta laurdag 9de Juli.

 

 

¹) Paradox: Ein Settning, som segjer det motsette av det, Folk aalment meiner.

 

 


Frå Fedraheimen 25.06.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum