Fraa Tinget.

 

(Del 2 av 2. Fyrste del.)

 

(Framhald av Statsministar Sverdrups Tale i Kyrkjespursmaalet).

 

Saa er det nok ogsaa saa, Hr. Præsident, at en staaende Institution vil være til væsentlig Hinder for, at man ikke faar Agitationer og Spekulationer f. Ex. med Hensyn til Præstevalg, som Komiteflertallet lægger saa megen Vægt paa. Valget af en staaende Repræsentation foregaar regelmæssigt, og sædvanligvis under ikke bevægede Tider. Man kan derfor være sikker paa, at Valget faar en Forberedelse hos Vælgerne, som er langt mere paalidelig end den, som man kan fortrøste sig til, saasnart som der opstaar en Bevægelse i Menigheden og der opstaar krydsende Interessespørgsmaal, som maaske fra begge Sider forfægtes med stor Heftighed. Jeg lægger for min Part megen Vægt paa dette Argument. Jeg har havt Anledning til at se, hvorledes Forholdet kan blive i visse Menigheder, naar Spørgsmaal om Besættelse af et Præsteembede opstaar. Og jeg skulde kjende lidet til Menneskene, naar jeg ikkje vidste, at jeg handler rettest mod Samfundet og opnaar den største Tryghed, saasnart som eg betror Ordningen og Ledelsen af deslige Anliggender til et staaende Udvalg af de bedste inden Menigheden. Det forekommer mig ogsaa, at den megen Tale jeg har hørt om, at man skal ordne forskjelligt for de forskjellige Anliggender, ikkje kan være begrundet; ja, saavidt gaar man vel ikkje, at man ikkje engang vil have en fælles Ordning for visse ensartede Grupper; men man skal organisere, man skal træffe Bestemmelser for Leiligheden, men saaledes at man faar forskjellige Bestemmelser for de forskjellige Menighedsanliggender med Hensyn til Anordningen af Repræsentationen. Det forekommer mig ikkje at være heldig eller praktisk. Jeg vil i Forbigaaende bemærke, at der er al Sandsynlighed for, at der vil blive betroet til Menighedernes Besørgelse flere og flere Anliggender i Tidens Løb, saaledes som Tilfældet har været med Kommunebestyrelserne. Allerede heri ligger der en stærk Opfordring til at ordne sig med et Menighedsraad saaledes, at det faar Karakteren af et stadig, blivende Organ, der staar som Ansvarshavende og er forberedt paa at tage et Ansvar, naar det viser sig. _ _ _Hvad det angaar, jeg her berører, vil jeg forresten fremhæve, at i begge de Hovedforslag, som i Danmark er fremkomne til Ordning af Menighedsraad og Præstevalg – er der foreslaaet, at Valget ubetinget skal foregaa ved et Udvalg af de stemmeberettigede, viss Adgang til at faa Stemmeret er ganske anderledes betryggende ordnet, end i Komiteflertallets Indstilling foreslaaet. Jeg maa ogsaa sige, at jeg finder et Forbillede her for mig i vor kommunale Ordning. Der var oprindelig foreslaaet, at i vigtigere Sager dels kunde og dels skulde Formandskabet sammenkalde Kommunemøder. Istedet derfor blev der ved Lovens endelige Vedtagelse sat et Repræsentantskab. Jeg tror, det var fuldkommen rigtigt og praktisk efter vort Lands Forhold. Nu er her vistnok ikke af Regjeringen foreslaaet nogen Repræsentation ved Siden af Menighedsraadets Medlemmer; men der var dertil heller ikke saadan Opfordring som ved Kommuneanliggenders Behandling. Og dertil kommer, at deres Adgang til at henvende sig til Menigheden i ethvert vigtigt Anliggende, denne Adgang forekommer mig at være et tilstrækkeligt Middel for dem til at bringe i Erfaring, hvad de behøver at vide om Menighedens Stemning. Jeg vil da udtale som min bestemte Formening, at Organisationen af Menigheden, ved Oprettelse af Repræsentation for den, bør ske ved, at der anordnes et staaende, et blivende Organ, en vedvarende Repræsentation, vexlende ved Valg efter passende Frister. Jeg vil anse det for en saadan Feil ved Loven, at det ikke blev Tilfældet, naar man først erkjender, at det er en Række af enkelte Forhold, som skal ordnes, at det for mig vilde være nok til at udtale mig aldeles imod Loven og til at bruge de Midler, som staar til min Raadighed for at forhindre, at en saadan Beslutning skulde blive Lov._ _ _

  

For den borgerlige Stemmeret udkræves der visse Kvalifikationer, og jeg siger: den same Fordring stiller Stemmerettens Ordning paa det kirkelige Felt. Men naar jeg her tager for mig Komiteflertallets Forslag til Ordning af Stemmeretten, hvor det gjælder dens vigtigste Lov, nemlig den om Præstevalget, saa maa jeg sige, at jeg finder lidet eller intet af de Kvalifikationer, der fordres og er bleven fordret og fremdeles vil fordres af dem, der skal have Stemme i kirkelige Anliggender. Det heder: ”Stemmeberettigede er alle de i Sognet bosiddende, til Statskirken hørende Mænd og Kvinder, som er over 25 Aar, og som ikke er i noget af de i Grundlovens § 52 a og b og § 53 omhandlede Tilfælde. Derhos maa vedkommende senest 14 Dage inden Stemmerettens Udøvelse have ladet sig indføre i Mandtallet”. Det er det hele. Det er en Ordning saa vidtgaaende, Hr. Præsident, at jeg vil opfordre til at paavise dens Mage, hvor det gjælder Organisation af nogetsomhelst Samfund af Betydning; det er almindelig Stemmeret for Mand som Kvinde, blot at de ikke er udtraadte af Statskirken, og uanseet, om de befinder sig i de allerafhængigste Stillinger i Livet. Det er et hos os og i andre Lande ganske nyt Experiment, at give Kvinder almindelig Stemmeret – thi det er den sande Betegnelse – uden paa anden Maade at sikre sig, at man har Kontrol- og Betryggelsesmidler. Det er ikke som i Sverige, viss Exempel man har paaberaabt, uden at oplyse tilstrækkeligt, at Kvinder der vel kan være med at stemme, men kun saafremt de er Eiendomsbesiddere eller i selvstændig Stilling forøvrigt, og – ordinært naturligvis taget – Forstanderinder for Husstand. Naar man, Hr. Præsident, pligtmæssig forsøger at gjøre sig Rede for, hvad Stemmeretsregler af denne Art vil føre til, saa siger eg, at de har en Vidde og en Usikkerhed, som gjør, at det hele bliver uberegneligt indtil det umulige og utrygt indtil det uhyggelige – det er det mildeste Udtryk, jeg formaar at anvende. Det er en af det Slags Overdrivelser, som saa ofte har skadet Fremskridtets gode Sag. Mange vil ved den blive betænkelige; de vil indtage en afventende Holdning, og ikke alene vil Tid blive tabt, men der vil udfordres meget Arbeide, som kunde have været sparet og lagt paa andre Felter, til at oparbeide den nødvendige Situation for at Sagen igjen kan blive bragt i behørig Orden og Gjænge.

  

Jeg har ikke voteret for den kgl. Prp.s Stemmeretsregler i den Tro, Hr. Præsident, at de skulde være de eneste rette. Det var en vanskelig Opgave at forfatte Stemmeretsregler, og hvor vanskelig det er, har man seet ved de mange Forsøg, som er gjort med Hensyn til denne Sag i dette Land, og som ikke har kunnet findes tilfredsstillende endogsaa blot for Flertallet. Men, Hr. Præsident, jeg havde et Forbillede i det, som var besluttet af Storthing efter Storthing. Thi det var ikkje Stemmeretsreglerne, som gjorde, at der i 1857 og 1859 ikke blev nogen Menighedsraadslov – det var paa ganske andre Punkter, der var Stridigheder – og endelig blev Stemmeretsregler vedtagne i 1869, som havde en ganske anden Tilknytning til Kirken og dens Bekjendelse end de Stemmeretsbetingelser, som foreligger i Komiteens Flertals Indstilling. Derfor er det, jeg siger: der maa Kvalifikationer til, og medens de stiller sig noget forskjellige efter Samfundenes Art og Væsen, saa vil der for Kirkesamfundets stemmeberettigede kræves kirkelige Kvalifikationer, og det er aaben Tilslutning til Bekjendelsen, idet man erhverver sin Stemmeret. Jeg maa tilstaa, at jeg forstaar ikke, hvorledes man vil organisere et Samfund i Kirken og i Medfør af dens Bekjendelse med Magt til at øve Indflydelse paa dens Liv og Lære, og dog der modtage Medlemmer, som ikke vil slutte sig fuldt og aabent til denne Bekjendelse. Det er sandt, siger man her – og det havde sandelig ikke været nødvendig at fortælle os det -, at man kan ikke granske Hjerter og Nyrer, og at der derfor kan komme Faar med, som ikke burde være i denne Sti; men det er naturligvis de Ufuldkommenheder, som klæber ved alle menneskelige Ordningar. Men det væsentlige er, at naar en Mand aabent fremtræder med sin Erklæring om, at det er hans Bekjendelse, og at i Troskab mod den vil han udøve sin Stemmeret, saa kan man være sikker om, at det store, store Flertal ogsaa vil holde det Løfte._ _ _

 

Dernæst forlanger jeg, at der skal være en vis Uafhængighed i Stillingen. Jeg vover ikkje at overtage det Ansvar at gaa hen og betro saa vigtige Anliggender som Kirkens og Menighedens til Mænd og Kvinder, der er i fuldstændig afhængige Stillinger. Man skulde virkelig tro, naar man hørte en saadan Paastand som, at dette kan være gjørlig og rigtigt, at vi levede i en sand idyllisk Tid, hvori Bukkene og Faarene kunde græsse ved Siden af hverandre i den største Ro. Men naar jeg ser, hvorledes Tiden er, naar jeg ser, hvilke Spirer der ligger i den til Splittelser og Strid – og jeg siger, at inget Menneske paa nogen Maade kan være blind derfor – saa mener jeg, at man skal være meget forsigtig med at slappe de Garantier, som har været forlangt med Hensyn til Stemmeret i Almindelighed i Staterne og med Hensyn til Stemmeretten paa andre Steder inden Kirken. Jeg vil ikke være med paa et saa voveligt Experiment som at give Kvinder og Mænd i Almindelighed, uden Hensyn til Stilling, uden Hensyn til Livsvilkaar, om de er tjenende, eller afhængige, give dem Stemmeret – det vil jeg ikke kunne forsvare, og jeg tænker, at de, som overtog det Ansvar, vilde finde, at det kunde blive tungt nok med Tiden, maaske mere end tungt nok. Dernæst mener eg, at man ikke – det er allereie bemærket af mig før – bør optage nogen Fortegnelse over de Forbrydelser, der skal udelukke fra Stemmeret, men at det vilde være tilstrækkeligt at tage den Slutningsbestemmelse, der findes i den kongelige Proposition, eller en lignende, ved istaden af at man forlanger en aaben Erklæring om Bekjendelse og en Indtegning i Mandtallet. Altsaa: ”Har nogen aabenbart brudt med Kirkens Tro, eller fører han vitterlig et lastefuldt Liv, bliver vedkommende af Menighedsraadet at udelukke fra Mandtallet”. Jeg mener, at det vilde være tilstrækkelig for Øiemedet, og det er langt hensigtsmæssigere end en Opregning af Kriminallovens Bestemmelser. Især vilde jeg finde det fuldkommelig tilstrækkelig, viss man satte i Forveien, at vedkommende skal være ”uberygtet”, et Ord, som vistnok under visse Forhold kan være vanskelig at fortolke, men som ganske sikkert vil medføre en mægtig Virkning, og som i det hele taget vil blive forstaaet paa en tilfredsstillende Maade. _ _ _Jeg har opholdt mig ved disse Hovedsider ved Sagen, og jeg har udtalt min Mening aldeles uforbeholdent, enten den saa har behaget eller ikke behaget, fordi Sagen er altfor vigtig til, at nogen kan lette sit Samvittighedsansvar paa nogen Maade ved endog at afkorte en Døit af den Overbevisning, hvormed han er knyttet til Sagen. Jeg har sagt, at Forslaget om Menighedsraad fra Regjeringens Side var en Begyndelse til Kirkens Ordning. Jeg vil supplere dette ved med nogle Ord at omtale, hvorledes jeg staar overfor en videregaaende Organisation. Det er min Mening, Hr. Præsident! at man ikke kan, bør eller vil blive staaende ved Menighedsraadsorganisationen. Jeg mener, at Landet maa faa et Kirkeraad, en Repræsentation for Menighedernes Menighed, den lutherske Kirke i det hele Land. Der er en Retfærdiggjørelse, som jeg ved at sige dette, ikke behøver at fremkomme med, fordi jeg i en tidligere Debat i denne Sal med den største Styrke har bekjæmpet, hvad man kaldte et Kirkestorthing eller et Kirkeraad, som skulde udøve nogen Indflydelse udenfor det, som ligger i det raadgivende, erklærende, oplysende. Jeg har ikke tænkt mig nogensomhelst Magt lagt i Kirkeraadets Haand, som skulde være en Indskrænkning i denne Forsamlings Magt. Og hvad jeg dengang sagde, det kan jeg fremdeles henholde mig til. Jeg siger det kostede for mig; thi der stod Mænd dengang paa den anden Side, til hvilke jeg var knyttet med stærke Baand. Men jeg tog Oppositionen op, jeg tog her min Mening op, og den blev den seirende. Jeg henholder mig til det Resultat fremdeles; men det er min Mening, at saavist som man efter min Opfatning først og fremst bør ordne Menighederne samfundsmæssig, vil man derfra maatte stige op til Menighedernes Menighed, som jeg har kaldt det, til en Ordning for det hele Land; thi elles vilde Ordningen ikke være fuldkommen, og det kirkelige Liv vil ikke være kommen fuldstændig til sin Ret. I et stort Kirkeraad vil der være et Baand mellem alle Menighederne, en Autoritet, lagt støttende til Menighederne, som vil værge af den største Nytte for Opfatningen fra deres Side, der i Statslivet skal fatte sine Bestemmelser med Hensyn til Kirkens fremtidige Ordning. Jeg staar derfor paa det Standpunkt, at jeg, uden just at være overdreven snild, har kunnet sige, at jeg kan ogsaa tage Del i et Forslag angaaende et Kirkeraad; jeg kan det, fordi jeg anser det for en Del af det hele, og fordi jeg ikke tror, at man kan, om man ogsaa vilde det, stanse med en haltende Ordning, som blot omfatter Stedmenighedslivet. Og jeg deler Mening med dem, som har sagt under denne Debat, at de vilde anse det for et overmaade stort Gode under Fremtidens Udviklinger, at Kirken er organiseret paa en forstandig Maade, paa en med et frit Kirkesamfund stemmende Maade helt igjennem. Se, det er Tanken, og jeg tror, at den vil blive realiseret. Inden Statskirken kan en saadan Ordning forberedes i den nærmeste Fremtid og derved Sikkerhed vindes ligeoverfor mulige fremtidige Begivenheder, som elles kunde virke skadelig for Kirken og for det kirkelige Liv. Jeg ser saaledes ingen Hindring for, at ogsaa Spørgsmaalet om en videregaaende Ordning kan tages under Overveielse i Foreining med Menighedsraadsloven. Jeg har kun fæstet mig saa stærkt ved denne, fordi jeg, da Menighedsraadslivet, da de stedlige Menigheden ikke har været tilkjendt sin Ret hidtil, saaledes som de skulde, har troet, at det retteste vilde være først at reise Bevidstheden om, at de er bleven et mægtigt Lem af Kirken, at reise den hos dem, før man skred til den endelige Vedtagelse af, hvad jeg vil kalde med et forstaaeligt Ord Overbygningen. Ja, vi staar foran en Fremtidssag, og der vil ikke mangle paa dem, som tror, de har den i Lommen. Men jeg siger, Dagenes Ende er ikke endnu, og man skal faa se, om ikke Sandheden bliver den, at de Fraktioner, som har delt sig i Statskirken, kommer til at nærme sig hinanden for at faa en Ordning, der kan hævde deres Kirke gjennem Tiderne. De kan ikkje være blinde for, at Fare truer dem, og at de har den stærkeste Opfordring i sit Hjerte og i sin Forstand til at gjøre sine Meninger gjældende i saa Henseende. Der er fremsat et Forslag om Oversendelse til Regjeringa af Indstillingen m. m. Dette er i sin Tanke stemmende med den, jeg udtalte, da denne Forhandling begyndte angaaende Sagen i dens Almindelighed, men jeg overlader til andre at udtale sig for den, viss de dertil finder sig opfordrede. Antaget vil den for Regjeringen sige en indgaaende, omfattende Bearbeidelse under Henvendelse til Menighederne og de geistlige Autoriteter samt Bearbeidelse af de kirkelige Ordningar og de religiøse Frihedslove i Sammenhæng til Forelæggelse for et kommende Storthing. Jeg har kun kunnet tale ud af den Overbevisning, jeg har kunnet tilegne mig; men saa stærk er den, at jeg trygt i denne Sag kan appellere til Fremtiden, naar der spørges om Kirkeordningens Skjæbne. Vi skal se, hvem der til syvende og sidst faar Ret.

 

--

 

Bankvali heldt dei paa med Fredag og Laurdag. Flestalle gamle vart uppattvalde. I Statsrevisjonen vart Garborg vrakat og Klokkar Reierson fraa Holme (Lister) kom i staden hans. Dei andre 4: Hølaas, Berner, Hjorth og Alb. Jacobsen vart uppattvalde.

 

Maandag og Tirsdag heldt dei paa med den nye Herloven. Dei heldt paa med han i fire Møte og Endalykti vart, at han vart vedteken paalag som Sverdrup vilde hava han. Me kjem kannhenda seinare til aa gjeva ei Utgreiding av han i Fedraheimen.

 

 


Frå Fedraheimen 09.07.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum