[Ymist.] ”Faarlege Folk”, ”verre enn Dyr”, elder Sætisdølerne paa Heimvegen.

 

 

Same Dagen som Bataljoneksisen sluttad paa Gimlemoen, tett ved Kristiansand, kom det eit innsendt Stykkje i Høgrebladet der ”Til rette Vedkommende”:

 

Kunde ikke for Fremtiden en Underofficer eller endnu betre en Officer følgje Sætersdølerne til Mosby, naar de er færdige med sine Leirøvelser? Dette blev ikke gjort iaar, da de efter Rekrut- og Kompagniexercitien reiste hjem, men det viser sig at være en Nødvendighed, thi paa Dampbaaden ”Torrisdal” var der et Fylderi og en Usømmelighed om bord, som gjorde det næsten uudholdeligt for anstændige Folk. Soldaterne endte med at slaas, saa at Blodet flød, og paa Bryggen i Mosby gikk de rent Bersærkergang, saa Folk ikke kunde gaa i Land, før de var vandret opover. At saadant hænder er en Skam, lad derfor disse farlige Folk staa under Kontrol saalænge som mulig, thi ellers opfører de sig verre end Dyr.

 

x.

 

Daa Brigadesjefen, General Wergeland, hadde leset dette, sende han Bladet til Bataljonsjefen og gav honom Bod um ”at træffe Forføining til at forebygge Uordener ved Mandskabets Hjemtur som de i Tidendenklandrede (Slagsmaal og Drikk)”.

 

Næste Dagen vart Kompaniet uppstelt Kl. 5 og det fekk Melding um, at dei, som var heime i Tordal og Sætesdalen, skulde reisa med Dampbaaten Kl. 6 til Mosby og under Komando marsjera vidare, og at dei fyrst skulde verta slepte ved Vehus 1 ½ Mil fraa Byen. Fleire Soldatar steig fram um Morgonen og bad um Løyve til aa ganga aat Byen fyrst og henta Tyet sitt og byta um Klæde og stella seg til Reisa, men dei fekk ikkje det. Alle maatte draga avstad til fastsett Tid, sume fekk ikkje smaka Mat eingong, og so vart dei pakkad inn paa ”Torrisdal” og hadde Løytnant og Underoffiserar til aa gjæta seg. Sidan marsjerad dei lenger. Daa Sætesdølerne var komne til Vehus, slepte Løytnanten dei. Men i Staden for aa draga vidare, var det Storflokken, som snudde um og gjekk dei 11/2 Milerne attende aat Byen og fekk stelt seg som dei vilde, fyrr dei tok paa Reisa for Aalvor att.

 

Ein kann væl skyna, at dei var ikkje blide daa Gutarne. Brigadesjefen sagde og um denne Framferdi, at ho var ”meget beklagelig” og ho ”maa høilig misbilliges”.

  

Det som øste Folk so upp, var det, at slik Heimsending ikkje hev voret brukad fyrr, og no heldt dei dette for ei Slag Straff. Dei Ordi som stod i Bladet um ”farlige Folk” som var ”verre end Dyr” og som var Upphavet til alt, dei gjorde helder ikkje hugen mildare.

 

Etter gamall Skikk var det elles so, at Hersveinarne skulde hava Offiserfylgje paa Heimreisa si, men i dei seinare Tider hev det ikkje voret brukat, det hev berre voret Uppsyn med dei, til dei kom utanfor Byens Grensur og soleis skal det og verta heretter, segjer Brigadesjefen, han talar fælt fint han og gjøler for dei og freistar stogga Øsehugen so godt han kann. Han lovar daa visst, at det militære Uppsyn aldri skal fylgja lenger enn trengjande er.

 

Etter Kr. St.

 

 


Frå Fedraheimen 30.07.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum