Ein ovnorsk Prest.

 

   

Paa Romsdals Amtsvinstreforeinings Aarsmøte sagde Sokneprest Alf Baarveit millom anna:

 

_ _ _ Tilslut en liden Programtale. Og først om Maalsagen. Det er en Straf, som følger med det at kaste bort Modersmaalet, den at man ikke kan tale fuldt forstaaeligt, gribende og hjerteligt. Man kan lære sig til at skrive og tale mange Maal, men bare Morsmaalet er naturlig. En Nordmand kan lære at tale dansk, men ikke tænke i det danske. Saa er min Erfaring. Jeg har ligesom alle andre Bondegutter, der vil gjennem Skolerne i Norge, været nødt til at øve mig i at danske og knote, og paa det kastet bort megen Tid og Kraft. Bent imod hin store Digter vil jeg sige: ”Unyttigere og skadeligere Arbeide gaar ikke for sig her i Landet, end al denne Dansklæring fra først til sist!” Derved blir den norske Bondeungdom mere eller mindre skakkjørt fra først af. Jeg gaar aldrig op paa Prækestolen uden med en vis Selvbebreidelse og Skamfølelse over, at eg skal præke paa dansk for norske Øren. Viss bare Salmebogen og Alterbogen var i det norske Maal, skulde jeg hive Dansken over bord. Det kan være bra nok dette, at man lapper og bøter paa det danske i Alterbogen, men i Grunden er det det samme, som at sætte ny Klud paa gammelt Klæde. Dansk blir Dansk, hvorledes man steller med det. Var jeg Kirkeminister, skulde det første være, at sørge for, at faa ud i Brugen norsk Salmebog og Alterbog, dertil Skolebøger og Lærebøger paa norsk Maal. Og var jeg Storthingsmand, ved De, hvad jeg vilde gjøre? Jo jeg vilde se til at sope væk fra Universitetet det danske Støv og give Norsken Ærespladsen, og fra Universitetet vilde jeg fare om paa alle Skolerne, særlig Seminarierne og Folkeskolerne, rive ned Dansken, bygge op det norske. Og Pengene, hvor skulde jeg faa dem fra? Jeg vilde faa fat i Nøglen til Statens Pengeskrin og der tage alt, som gaar til det danske, der kunde være igjen lidt, saapas f. Eks. som man nu bruger til norsk, og det skulde Dansken ikke blive fed af. Og var jeg det norske Folk, saa vilde jeg sende til Thinge bare støe og greie, oplyste Bondemænd, som vil en norsk frisindet Aandsudvikling i Pagt med Kristendommen, og ikke en fri Tænker, men ikke en eneste dansktalende og knotende Præst eller Jurist, ikke engang Læger vil jeg sende, og jeg vil sige: Tænk ikke bare paa Veie og Jernbaner, tænk først og fremst paa det stedmoderlig behandlede norske Modersmaal, det bedste af alle Kommunikationsmidler, sørg for, at vi faar en tryg og grei folkelig Skoleordning, saa vore Børn kan oplæres i Bibelen, og næstefter den i norsk Folkemaal og i vor daglige Syssel; lad ogsaa vore Menigheder faa Lov at være med og tale med i sine egne Ting; og pas vel paa, at de norske Love blir forenklet, samlet og skrevet i et folkeligt Maal, saa vi kan faa Lovkjendskab alle i hop; se til at spare alt, hvad der kan, og kast ikke Pengene bort til unyttige Ting. Men spar ikke, naar det gjælder den største norske Folkesag, det norske Maal. For dette er det rene norske Flag, bare i det kan det norske Hjertelag finde sit Udtryk. Lad oss da heise dette rene Flag, dette Folkemærke. Det er ikke helt oppe endnu. Aa ta’ i, saa vi kan faa det lige til Toppen!”

 

 


Frå Fedraheimen 19.11.1887
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum