Eit Møte.

”Av mange slag er blomarne paa altaret; men guden for altaret er ein og den same”. (Hinduisk skriftsted 1200 f. Chr.)

Doktoren var fælande glad i aa spela L’hombre; - men hadde lotet kasta korti og sat alt innpaa tridje timen over midnatt ved sjukesengi.

Aa ja – seng fekk ein vel mesto kalla det.

Tvo ihopspikrade fjøler i den eine stovekroken ballad strævalt med aa halda ein kaat halmhaug og eit loglaust fillestemne i vyrdnad og age.

Millom fillorne laag dauden og drog og sleit so gudsjammerleg i ei halvgomol, fatig enkja.

Strakst han kom, hadde doktoren set, at det ingen ting meir var for honom aa gjera. Han kunde for den saki skuld gjerna gjenget att med det same.

Men dauderædsla i dei store, lidande augo hennar hadde haldet honom att.

Han sat paa ein liten laag krakk attmed sengi med ein triaarsgamall gjentunge sovande over fanget sitt.

Under taket i ein bøygd staaltraad hekk ein parafinlampe og osad.

Ein lampehatt – ein gamall ”Vestlandspost” – nøydde det veike, skitgule ljoset til aa halda seg innanfor ein liten krins med ujamne kantar. Utankring var det myrkt, og hadde ikkje beistet rotet og snorkat, vilde ingen ha fenget gaatt paa vakarkona – ei gomol forfyllt jormor – som paa ”fattigvæsenets regning” nok so gladeleg sov or seg ein grepa finkelrus burt i omnskraai.

Den sterke, hivande og sugande rjotingi hennar braut so løgjet av mot den veike og hjelpelause stynjingi fara fillehaugen. Det var livet og dauden, som stevjast.

Doktoren saag braadt upp; - han høyrde tunge steg ute i svali, eit fast tak i dørklinka og strakst etter ei gneldrande røyst i dørglytten:

”No kjem han far”.

Og inn kom ”han far” – ein tjukfallen liten kar med eit par straalande augo i eit skinande blankt, vælrakat andlit, - sette frå seg ein raudmaalad laup og sa kviskrande nokre ord til doktoren, som roleg vart sitjande paa plassen sin.

Pastoren breidde den store kvite naseduken sin nedmed sengi og la seg paa kneom framom den sjuke: - fatad den eine handi hennar millom baae sine og forhøyrde seg um ”hendes sjælstilstand”.

Svari var stynjande og uklaare, men augo var truande.

Han slap den magre handi hennar, la ihop sine tvo feite og heldt med augo stivt festade paa eit tomt matskaap over sengi ei lenger bøn.

Under bøni la enkja augo att; - det kom etter kvart fred over dei sprengde andlitsdragi; ho syntest sova.

Men doktoren fekk ikkje augo sine av presten, der han laag og bad. Herregud, kor ”mye moro” dei tvo hadde havt saman i si tid. Dei hadde voret skulekammeratar og artiumskammeratar – dei tvo – reint uskiljande.

Doktoren var ikkje god til aa fylgja med i bøni. Han sat berre og tenkte paa, kor tjuk og feit hans gamle, gode Ven var vorten.

No orkad han visst ikkje lyfta honom upp paa akslerne sine, som han gjoree den sure, blaasande vetternotti nedi Vika – han hjelpte honom inn gjennom glaset til ølhandlar Bernt Hansen, som budde akkurat, der ”dyden endte og Drammensveien begyndte.”

No hadde dei ikkje samlag meir, endaa dei var sambygdingar.

Daa bøni var godt og væl fraa seg gjord, reiste presten seg braadt, let upp laupen, drog paa seg ”uniformen” fyllte vin or ei lommelerka ned i ein liten sylvpokal og nærmad seg sengi.

Men doktoren for med handi og styrde honom av.

Enkja var daud.

Doktoren bad presten ta barnet, med han rette limerne paa den daude, fyr ho stivnad og trenad ihop.

Men presten hadde ikkje noko lag med tausungen. Ho vaknad og sette i aa skrika.

”Ja, hvad gjør vi nu med detta barnet”, spurde presten, han byssad og taggad, trallad og traavad att og fram paa golvet, som vore det ein reivunge, han bar paa.

”Jeg vet sanneleg for øieblikket ikke no’en, som har leilighed til at ta sig av barnet for den betaling, som fattigvæsenet har aa by.”

”Barnet tar jeg”, svarad doktoren roleg. ”Det lovte jeg enken her forleden dag. Det barnet laa henne saa tungt paa hjærtet, stakkar.”

”Du”, spurde presten forbisnad og stanad upp, - ”vil du ta barnet som dit”.

”Ja, hvorfor ikkje”, svarad doktoren. ”Du vet, eg har ingen børn, og ingen faar eg vel heller.”

”Ja, men kjære, snille dig, - du vil da vel ikke – for din frues skyld ialfal – adoptere et barn, som ikke er – som ikke er - - ganske ægte”.

”Ganske ægte”, spurde doktoren og bisnad. ”Jeg synes, det er et sjeldan ægte eksemplar av et barn – velskapt og vakkert”.

”Aa – du forstaar mig nok”, sa presten; - ”der klæber lidt smuds ved barnets fødsel”.

”Aa ja – lidt smuds klæber der nok altid ved enhver barnefødsel”, la doktoren imot og drog paa smilen. ”Det har jeg nok faat føle i min praksis”.

”Det – er – født – utenfor – ægteskab”, sa presten høgtidleg og la tyngsel paa ordi. – ”Barnet kom først til verden 12 ½ maaned efter mannens død.”

Doktoren rette seg og snudde seg braadt mot presten.

”Hvordan i al verden kan du ha saa nøiagtig greie paa alt slikt”, spurde han kvasst.

”Gjennem mine medhjælpere”, svarad presten.

”Saa gid pokker hadde baade dig og dine medhjælpere. Er det slike ting, I kjærlighedens apostel befatter Dere med i Deres kald her paa Jorden? I pontoppidanske blindebukker. Ja, undskyld mig, kjære, gamle Erik, - jeg blir heftig; men la os ikke bli uvenner. Du tør ikke for din kjære menigheds skyld vanke hos mig, fordi jeg har ord for aa være fritænker. Men i en ting kan vi dog alle møtes, enten vi saa er fritænkere eller troende, - og det er – i aa gjøre godt mot vore medmennesker.

Ikke sandt?”

(Av Paul Berghs Lausøyre).