Kristianiabrev.

 

 

Bjørnstjerne Bjørnson er komen heim, og 3dje Dag Jol heldt han Foredrag paa Festningen um ”Engifte og Mangegifte”. Han ser like godt ut, den trauste Karen, og Røysti hans var framifraa klaar og greid. Han vilde ikkje ha uppatteket det, han sagde, og difor kann eg ikkje her koma med noko av det. Berre ein og annan Merknaden.

 

Hovudsaki for han var aa syna, kor vælsigna det var for Heim og Folk aa liva sedelegt. Ukjurskapen var Orsak til alt det verste, som tenkjast kunne, Naud, Vesalldom, Sjukdomar o. s. fr. Ungdomen tok ingen Skade av aa liva sedelegt, det hadde synt seg utgjenem Tiderne, og dei medisinske Professorane hadde samrøystes sagt det same.

 

Han foor gjenom so mykje, at det mest var raadlaust aa fylgja han. Det var varmt det, han kom med og ein turvte berre sjaa paa han for aa vita, han var yvertydd um, at Altvar sant. Og eit djupt Indtrykk gjorde det, endaa eg hadde mine Tvil um mange av Paastandi hans.

 

Fredag reiser han til Kristiansand og Stavanger og vil halda same Foredraget. Der vert talat um, at han vil tala um Politikk og i Stavanger; men det vert det visselig ikkje noko av. Bjørnson er ikkje rette Mannen aa senda mot ”Morten Kruse”.

 

 

Høgre heldt Jolelag her um Dagen. Johs. Bergh, Riksretskaren, heldt Festtalen. Det var mykje rart ihopblandat der, Fals og Sanning i sama Gryta. Høgre var no dei same gjæve Karanne, dei altid hadde voret, og med Vinstre var det so ymist. Dei hadde lurt Bønderne. Dette forstod desse no, og difor gjeng dei til Høgre.

 

Om Oftedølerne, dei ”moderate” sagde Bergh m. a.:

”---I det politiske  bestaar Oftedølernes Moderation i intet andet end den Veghed og Vaklen hos Lederne der, naar det gjælder at ”gaa paa”, stiller dem i Skyggen for de rene, i Forbindelse med dels  den forsigtige Lempen efter Tidsomstændighederne, som de svaiende ”Ledere” forstaar at vise, dels, og væsentlig, den Magtstjaalenhed, som hidhører fra deres i Dagen lagte totale Udygtighed og Uduelighed i alt det, som nu kreves af dem, og som kan sammenfattes i dette ene: Evne til at styre Staten.”

 

Bergh hev ikkje store Tankar um Oftedølerne, ser det ut for. Dugløysur er dei flestalle og lite Skyn hev dei og paa Politikken i det heile. Kva gjev ”Folkets Avis” for den?

 

Naar ein les Høgrebladi etter denne Festen, ser ein strakst, at dei er sterkast paa Matsida. ”Høgre forstend aa stella til Fester”, heiter det. Den aandelege Maten hev Høgre mindre Bruk for; han fyller meir i Vombi den hin, maavita.

 

Elles er det stillt og rolig i Politikken no. Folk er ikkje ferduge med Joli enno. Og so vert det vel ikkje meir Liv, fyrr Tinget kjem saman att.

 

 

Professor Sars hev no til Jol skrivet ferdug tridje Luten av Udsigt over den norske Historie. Dette er vel den likaste Boki, som kom i det gamle Aaret.

 

Sars hev sett seg fyre aa finna Samanhengen i Noregs Soga like fraa dei eldste Tider og utetter. I dei tvo fyrste Hefte var han komen til Kalmarforeningi paalag, og det er um denne og utigjenom til Kristian den 3die han skriv, det myrkaste Tidsromet i Soga vaar. Boki hev 7 Kapitlar: ”Hanseaternes Handelsherredømme og den store Mandedød”, ”Kalmarunionen og de skandinaviske Nasjonaliteter”, ”Hovedpunkter af Norges politiske Historie fra 1319-1448”, ”Hovudpunkt af Norges politiske Historie fra 1448-1532”, ”Literære og kristelige Forhold i det 14de og 15de Aarhundrede. Reformationen i Danmark og Sverige”. Grevefeiden. – Den sidste Kamp for at opretholde det norske Rigsraad og den katholske Kirke i Noreg”. ”Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge i politisk og national Henseende. – Indførelse af dansk Sprog, dansk Lovgivning, danske Retsvedtægter. – Grændserne ved hvilke denne Denationaliseringsproces blev staaende”.

 

Det er svært so mykje nytt og forvitnelegt der finst i denni Boki. Mest paa kvar Side finn ein noko, som vitnar um eit trottugt Arbeid og ei sjølvstendug og greid Uppfatning. Han syner oss, Sars, at det var oss sjølve, som var Skuld i Danskeveldet, som laag so lenge yver Landet, og at det var Høve baade den eine og andre Gongen til aa verta kvitt det, soframt det havde voret Menni Landet.

 

Svartedauden gjorde etter Maaten ikkje større Skade her enn i Grannelandi, og ingen av desse stod yver oss paa onnor Vis, enn at dei hadde Folk til aa styra.

 

Det siste Stykkjet i Boki er noko alle Maalmenner vil lika aa lesa. Han syner oss der, korleis Dansken so lett vart Herre her i Landet, og dette gjekk for seg fyrr den Tid, Folk aalment hev trutt. Det store Skifte i Hensyn paa de sproglige Forhold i Norgevar alt gjenget for seg ved Reformasjonstidi; segjer han, og held fram:

 

Efter den Maade, hvorpaa Reformationen blev gjennemført i Norge, kunde den ligesaalidt rette en Appell til Nationalfølelsen som til den Enkeltes Selvprøvelse eller Samvittighed. Det ene hang saman med det andet. Reformatorerne i Danmark fulgte, som nevnt, ogsaa deri sine tyske Lærermestres Exempel, at de lovpriste Modersmaalet og optog det til literært og kristelig Brug. Dette var jo ogsaa en af de allervæsentligste Sider ved den nye Kirkeskik; der laa heri et Vaaben, som Reformationen ikke kunde undvære, hvor den skulde arbeide sig frem ved eget Magt. I Norge derimod, hvor den blev indført par ordre de roi (Kongebod) og som en rent udvortes Foranstaltning, kunde det ansees som ufornødent. Hvad man her havde for Øie ved den kirkelige Reform, var at faa Tag i Kirkens Rigdomme, ikke i Folkets Overbevisning, og fra dette Synspunkt blev det en temmelig ligegyldig Sag, om den nye Lære forkyndtes i en saadan Form, at Folk skjønte noget aaf den eller ikkje. Det danske Sprog havde desuden allerede før Reformationen faaet almindelig Indgang inden de høiere, ledende Samfundskredse i Norge; ikkje blot de fra Rigsraadet udgaaede offisielle Skrivelser, men ogsaa Biskopperne og andre høitstaaende Nordmænds private Breve for Tiden nærmest forud for Reformationen er fordetmeste affattet paa Dansk, saa at bare en enkelt Glose eller en enkelt Form minder om Brevskriverens norske Nationalitet; selve de trønderske Bønders Brev af 7de Januar 1536 – Manifestet, hvorved Folket skulde reises til Kamp for sin Selvstændighed – er helt igjennem skrevet i dansk Sprogform; ligesom ved denne Tid allerede danske Oversættelser af Lovbogen var kommet i Brug ved Siden af de norske Haandskrifter – til Vidnesbryd om, at Dansken havde faaet Borgerret i Landet og gjaldt som et Slags officielt Talesprog hos den allerstørste Del af Nationen. Der blev af disse Grunde ikke Tale eller Tanke om at oversætte paa Norsk enten Bibelen eller andre Skrifter, som man fra reformatorisk Synspunkt maatte ønske at faa udbredt og lest i saa vide Kredse som mulig. -

 

Dette Forholdet, at Norsken vart so reint forsømt i Reformasjonstidi gjorde, at Dansken var einveldig i Bokavlen og etterkvart komm til aa trængje Norsken tilside. Reformasjonen framavlad ein stor Bokavl, og daa denne var berre paa Dansk, fekk Dansken Yvermagti. Dei Skrifterne, som var paa Norsk høvde ikkje med Tidi, og difor var det sant, som P. A. Munch segjer, ”at det danske Sprog stod overfor det norske som en Yngling overfor en affældig Olding, eller en frisk og frodig Vegetasjon ligeoverfor en henvisnet”.

 

Me Maalmenner hev mykje aa læra av denne Skildringi. Fyrst og fremst at me maa agta oss væl for aa vera med paa noko Slag Bakstræv. Skal me koma nokon Veg med Maalarbeidet vaart, fær me taka upp dei nye Tankarne i Tidi og halda oss fremst i Rekkja millom Framstigsfolket. Stutt og greitt: me maa vera radikale.

 

Boki er komi ut hjaa Cammermeyer og kostar 5 Kronur.

 

L. Stavnheim.

 

 


Frå Fedraheimen 06.01.1888
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum