Arne Garborg: Uforsonlige.

(Skuespil i fire Akter. Philipsens Forlag Kjøbenhavn. Kr. 2.75.)

Dei Uforsonlige det er radikale Bladskrivarar og Stortingsmenn og ein Grosserar.

Boka viser oss, koss desse Uforsonlige er laga.

Bisp Blume er Kyrkjeminister, og den ”Kometen” ”øver sin Tiltrækningskraft, og alt hvad der er af halvgammelt og upaalideligt i vort Parti, nærmer sig ham langsomt og sikkert”, segjer Redaktør Gill.

”Jeg møder Mand efter Mand, igaar var de noksaa faste i Fisken, og i dag kanske de er som de var tyggede og spyttede du igjen _ _ og naar jeg skal se mig til, ja saa er det Bispen, som har havt dem i Fingrene og klattet paa dem”, segjer Grosserer Kruge.

Blume er ”halv Høire med Præstesnit. Nu kjøber han Østlændingen med Korntold og Vestlændingen med Gudfrygtighed; Centrum faar han ved at forplumre Stemmeretten, og kan han saa ovenpaa alt møde op til valgene som ny opfiffet liberal, saa blir han sandelig ikke grei at binde an med”, segjer Stortingsbonden Byberg.

Garborg syner oss so, at det er sant, som Gill segjer:

Der er flere end vi tror, som ikke taaler Nærheden af en Statsraadsuniform.

Han syner oss, kva Verkning ein slik Mann som Blume i si Samfundsstelling gjer paa ymse Slag Folk, som hev eit elder anna med Politikken aa gjera.

All Stad hev Blume sine Raader ute. Gjerda hans er aa døyve Motstande, aldri eggje det fram til ærleg Strid.

* * *

Advokat Hoffmann er radikal Partisjef. Røysterett for alle er Storsaka hans, og klemte han no paa med all si Magt, so vilde han faa alt fram, som han vilde. Men han er alt gamall Mann og ”begynder at bli ræd sin egen Bedrift.” Han stundar etter Fred. Og der kjem Blume honom i Møte, lovar honom ein Plass i Ministerie, berre han vil gaa med paa aa setje ut Røysteretten elder vedtaka Nærums subsidiære Forslag um berre ei lita Auking av Røysteretten.

Med Hoffmans gode Namn kann han so faa eit Par andre kjende Vinstremenn til aa gaa inn, og Blume sjølv kann daa halde seg. Motstandsflokken fær han sprengt, og Regjeringa kann stelle seg fram for Veljarfolke som fullgod Vinstreregjering.

Blume veit korleis han skal taka Folk, sjølve Redaktør Gill gjer han Inntrykk paa, so han ikkje kann vise Statsraaden burt straks, der han vil faa sin Nase inn i Blade hans; men Gill sansar seg daa lell paa Lengda.

Grosserar Kruge gaar det verre. Han hev raaka til aa tala med Blume, og finn, at ”det er en ganske net Mand forresten; man kan godt slaa af en Sladder med ham, han er ikke mer Præst end De og jeg, havde jeg nær sagt: - saadan privat da”.

Soleis fær Blume ogso bøygt den rike Grosserar Kruge, ette at Nærum sløgt hev framstelt, at det var Kruges Pligt som god Vinstremann aa bli Finansministar i Blumes halvhøgre Regjering og etter Trugsler um, at elles vart det rein Høgreregjering. Nærum gaar ogso inn.

Alle tri læt seg lokke av Tilbode um aa bli Statsraadar.

* * *

Forfattaren syner oss Blumes Mannspillar-verk i vidare Ringar. Han syner korleis Kruges og Hoffmans Fraafall verkar paa den unge Bladskrivaren Herman Henning.

Denne Guten hev skrive radikale Stykkje i Blade hans Gill, men hev berre so vidt berga Live med det.

So fær han Tilbod um aa bli Redaktør av ”Den Frisindede” paa reint Vinstreprogram. Kruge vilde setje Bladet i Vælstand med Pengane sine.

Men daa so Blume og Nærum hev skapa um Kruge, blir ogso Programme for ”Den Frisindede” annleis.

Og det som verre er: ”Min Ungdoms Gud er ramlet ned, ligesom Thor i Gudbrandsdalen, og indi ham var det bare en Padde”, segjer Henning daa han høyrer, at Hoffmann hev selt seg. Han ”er opvokset i Troen paa ham _ _ hans Ord har været min Sjæleføde og min Hjærtevarme fra den Tid, jg begyndte at skjønne.” Men no? ”Tre Slægters Slid solgt for en Uniform, og vor Ungdoms Helt liggende sprukken paa sine Gjerninger som Apostelen Judas.”

Etter Hoffmanns Fraafall er det ikkje meir Mann att i Henning; han segjer: ”jeg kan ikke bli sint. Og enda mindre begeistret. Han _ _ har taget Troen fra mig. Framig og den hele Generation. Slappe og ækle og vantro blir vi, den Ungdom som nu rykker op.”

Nøydd til aa forlova seg og raalaus i Pengevegen gjev han seg over og blir Blumes Bladsvein.

* * *

Nærmast ser det ut for, at det er Biskop Blume, som dreg Traadane i dette Skodespile.

Men Forfattaren syner oss Grunnar, som ligg djupare.

Den som er Skuld i, at Blume fær slik Magt, er ingen annan enn sjølve den radikale partisjefen Hoffmann.

Hoffmann er ”det klareste Hovud i Landet.” Men det er ingen fast Karakter, han talar aldri beint fram, ”jeg tror ikke jeg nogensinde har hørt den Mand sige aldrig; han binder sig ikke; han holder sig sine Udveie fri. _ _ _ Han siger ”for Tiden.”

Eller naar det kommer høit: ”i en for os overskuelig Fremtid” _ _ han finder det opportunt at indhylle sig i en vis Uklarhed. _ _ _ _ Hans Ord og Udtryk har været rummelige og løstsiddende som Josefs Kappe.”

Men Andsvare for denne Karakterløysa fær og andre sin Del av, soleis Pressa; ein slik ein som Henning, som dyrkar Føraren som ein Gud, Gill, som væl er stød, men held ”Forigtighed” for den største Dygd, berre fæler for ”Splittelse” og ikkje torer skrive um ”Samfundslidelsen” i Blade sitt; og Omby og Paulsen, som alltid ”aksepterer den forhaandenværende Situation.”

Ei slik Presse hjelper ikkje politiske Karakterar fram.

Men det er ikkje nok med dette; det er noko i Grunnen heile Folke, som hev Skuld.

Forholde millom det norske Folk og Hoffmann skildrar Henning soleis:

”Jeg vil ligne dette Folk ved en fattig Pige, som slider og sparer i femten Aar; for hun ved, at uden Medgift nytter det ikke at melde sig. Tilsidst har hun Summen. Da kommer der en reisende Lægprædikant og vinder hendes Hjerte, og drager sin Vei med hendes Bankbog og hendes Dyd, og saa sidder hun der, og har intet igjen uden Skammen og et langt Snydeskaft.”

”Det er ikke den enkeltes Feil _ _ Mændene er som deres Tid. Sagener _: der er for nærværende akkurat saa megen og saa liden Moralitet i det norske Folk, at omtrent en hvilkensomhelst af dets repræsentative Mænd kan gaa hen og søbe den Kaal, han har spyttet i, naar han derfor erholder en passende Godtgjørelse”. - - ”Det norske Folk eksisterer ikke. _ _ Vi er en provins _ _ en Provins og en Almue.”

* * *

Det er huglause Syner Forfattaren gjev oss. Men dei er sanne.

Han læt oss ikkje vera reint raalause lell.

”Alt blir forgjæves, indtil det norske Folk samler sig en Dag og gjør sig frit. Ikke med Talemaader, forstaar De. Ikke med Besindighed. Med Jern.”

”Det eneste der kan siges er: vi faar begynde forfra igjen.” Og likeeins den staute Tingbonden Bybergs Ord: ”Og saa kan du helse blume og hans nye Bondeparti og si, at vi gaar paa med friske Kræfter.

Til dette: ”begynde forfra igjen – med friske Kræfter” er det Garborg i Uforsonlige mannar upp det norske Folk. Boka er streng og kvass, men skriva med eit varmt Hjarte. Og Kunst av fremste Slag.

Veljarar i By og Bygd: les denne Boka!