Vinjes ”Norske Dikt”.

Høgrediktaren Kr. Randers skriv i Brev til ”Nyt svensk Tidsskrift”.

Jeg benytter Leiligheden til at gjøre opmærksom paa den Skat af ægte og eiendommelig Lyrikk, som er os efterladt af en Digter, der verken i levende Live eller efter sin Død er bleven skattet efter Fortjeneste, nemlig Aasmund Vinje. I hans Digte vil man gjennemgaaende finde den skjønneste og kraftigste Lyrikk med en Originalitet i Opfattelsen, en Dybde i Tankerne og en Inderlighed i Følelsen, som efter min Mening stiller dem fuldt ved Siden af, hvad Ibsen og Bjørnson i denne Retning har ydet. Særlig har vort Lands eiendommelige Natur og Folkeliv ingen sandere Tolk end den norske Robert Burns, der – selv udgaaet fra Folket og udrustet med dets mest typiske Tilbøieligheder og Evner – paa sine stadige Turistfærder med Forstaaelsens Sympathi havde studeret savel den mindste Sten som den ringeste Hytte. Og hvad hans særegne Sprogform angaar, er det saa langt fra, at denne her lægger Hindringar i Veien, at den tvertimod bidrager til at understøtte Tanken og forhøie Virkningen. Man læse saaledes et Vers som dette (af hans større episke Digtning ”Storegut”):

 

Me arme Menn um fagre Gjentur drøyma,

Og denne Draumen varar mange Aar.

Somange slike Minne paa meg strøyma,

At tidt eg gjeng, som eg var sjuk og saar.

Ja, naar i Hug me koma Elsken vaar,

So er det som i Merg og Bein det silar.

Som svarte Skuggen kring Du gaar og gaar;

Du lengtar, trur og trur, og so du tvilar

Og likom Orren blundande paa Lejken spilar.

 

En saadan Ordenes og Rytmens Velklang vilde det neppe være muligt at naa i vort haardere og fattigere Skriftsprog. Og af saadanne Perler er der strøet en Rigdom ud i disse oprindelige, stemningsfulde Digte.

 

 


Frå Fedraheimen 20.1.1888
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum