Brev til Ivar Mortensson Egnund

(Brev, 1887)

Nokre brev frå Arne Garborg [til Ivar Mortensson Egnund]

1.

      Den 17. september 1887.

      Ivar M. Romet m. m.

      Du kommer dig der oppe vist - tænk et helt brev! - -

- - Men nu skal jeg fortælle dig en ting: jeg vil til Kolbotten i vinter. Jeg vil bo der, forstaar du. Hele vinteren og vaaren udover. Skrive min bonderoman - - - siden faar jeg se.

      Det kan nemlig ikke nytte mig at tænke paa nogen avisplads. Jeg ved saa gruelig godt, hvor den slags arbeid anstrenger mig (og nu da jeg er ældre blir det værre) og saa har jeg saadan ulyst til det, at jeg for ramme alvor synger:

      tak heller litt ærleg svolt,
      du vinn paa det lel til sist.

      Og saa er Kristiania uudholdelig som stadig bopæl. Jeg taaler den ikke, - taaler ikke alle disse medmennesker. Ikke luften heller. Aldri har jeg havt saa megen hodepine som nu. - - - 

      - - Jeg vil tilfjelds att. Jeg ser ikke andet for mig end Savalen i vinterdragt og skinnende hvide Østerdalsfjell og høie, herlige Sne-Rondar. Og saa har jeg en god kamerat, som vil være med, nemlig kjærringa mi; og hun skal koke graut og stelle og løpe som et pisket skind, og j eg skal sidde og være den store forfatter. (Det er hendes ide, dette her; d. v. s. det er hun som har sat mod i mig til at vove at ville det for fuldt alvor). Ideen synes mig aldeles uimodstaaelig deilig og tateragtig, og naar jeg realiserer den, saa bærer jeg mig ad akkurat i overensstemmelse med mitt «væsen»; bare af den grund vil det virke heldigt. Og saa luften!
 
     -Jøss, hvor jeg maa kunne skrive, især naar jeg slipper at gaa og koke og stelle og alligevel faar ordentligt stel! Og saa skal der bli maal af ogsaa. Bare et par maaneder i vaaringa drar jeg til Xia igjen, - kanske ikke saa længe!

       - - Nu, tænke sig at faa opleve nogle ordentlige vinterstorme der oppe! Stort, stort maatte det være, gut! -

      - - Svar straks og sig, om du ikke finder ideen storartet.

      de Colbotte.

2.

(Eg hadde spurt um Garborg hadde noko imot, at eg i boka mi nytta noko av brevi hans til meg. Han svarar so:)

      Stokke 21. mars 1897.

      - - -«Eg kan kje sjaa noko i dei brevstubbane, som eg hev noko imot, - anna en at der er lite i dei. I det heile kan du visst ta det du kan bruka av brevi mine, naar du berre ikkje tek av det som er altfor dumt.

      -Det eg er rædd er, at du skal gjera meg for mykje til «fyregangsmann» og «førar» (eit ord, som hev vore brukt, men som eg baade lær og grin aat); for alt, som ser ut til aa vera av det slage hjaa meg, er ei maske, som eg endaa til ikkje hev teke paa meg sjølv, men som hev «vakse um meg».

3.

      Labråtan. Påskedag 1901.

      Goddag og god helg!

      - - - Sæl den som hev ein lang ungdom og skulegang, og endå held seg frisk! - og sæl den som hev lært noko. Eg trur det er det som kjem til å døyve t. d. meg fyri tidi, at eg ingen ting veit. - ja, og so er der no andre ting attåt: medfødd hugsjuke og alt det; «veik tru» o. s. fr. - Men at eg vart riven ut i straumen fyrr eg hadde lært noko, det kjenner eg meir og meir som min mislagnad.

      Edda skulde me havt. Men den fær koma når ho kann; og kjem ho ikkje, so er me vel kje so mykje verde.

      Eg driv i det heile på med å «ofre» no. Ofre fedraland og alt som er meg kjært, til å vinne sjælefred. Det er ein stor ting å få leggje verdi frå seg. Det ein då fær, det kjem som ei gåve, som ein vert glad for; og det som ikkje kjem, det hev ein ikkje venta heller, og hev då ingin grunn til å syte. - - - 

      Palmesundag var ein rar, stor dag, som eg ikkje hadde venta å få liva upp. Norsk preike i Xia - full kyrkje og folk som var med, ålvorleg, - lands-byfolk det meste. For meg var det framifrå underlegt, at det var mål frå mine grender, som skulde klinge på ein slik dag. (Hognestad talar landsmål med sterk Timebu-tonelag). I slike stundir kann ein tru um det var på sjølve æventyre. 

4.

(Siste rettelege brevet frå Garborg.)

      Labråtan 27. august 1923.

      Du Ivar!

      Takk for brev. Og for innbjoding. Men eg lyt nok vente til eit anna år, fyrr eg kann få helse på deg og på Einabufolket. For eg hev ferdst so lenge no, at eg er trøytt for i år. Ein er kje tvo-tri og sjutti for ingen ting, kann du vita.

      Men stova på Egg må eg sjå ein gong; der hev nok den gildaste draumen din vorte røyndom! Lese- og tenkjestad i det eine romet og skrivestad i det andre, og so sol frå 5 morgo til 8 kveld og ikkje ei fluge, - d’er himmerike reint. Og so slottspark og utsyn av gildaste slag; no vert du nok ikkje god å bitast med. Til lukka! - Det er løynt for mine augo kva «Stormelen» er; men når du ser Rødals- og Marsjø- og Savalfjell derifrå og Tronn, so må det vera ei gild høgd. Ja der må bli både arbeid og dikting av på Egg! - Her nede hev eg det mest likso fredelegt som du, um elles borneborni tumlar seg på tunet når det ikkje regner - dei er svært modige, dei no, og tek til å røda med -; strå-enkjemann er eg au enno. Men helsa er i orden att, so no sit eg og held gravpreikur yver både eldre og nyare kulturfiendar (Henrik Krohn; Torkell Mauland); sidan skal eg til med kulturmenner som Holberg og Shakespeare. Men um Europa stend til dess eg er ferdug, - det kann vel ikkje du heller segja for visst? - -

      - Og so er det berre å liva og stræve, eller for deg å liva og regjere. Gjev me må få skikkeleg sumar i september!

 

      Kolbotnkallen.
 
 
  

Frå Ivar Mortensson Egnund: Arne Garborg. Oslo: Olaf Norlis Forlag 1924. Elektronisk utgåve 2003 ved Jon Grepstad