1 Et levnedsløb

(1847)

Jeg vil synge om en Mand,
som var af fornemme Stand
og fornemt opdragen.
Vel har han kun lidet gjort;
men en Lyst til noget stort
har han lagt for Dagen.

Om hans Ungdom ved man lidt,
skjønt han roste selv saa tidt
disse skjønne Dage,
da han, skjønt han var lidt slem,
altid fik sin Villie frem
uden Knur og Klage.

Alt forgaar jo, som man ved:
Midt i denne Herlighed
maatte han til Skolen
for at lære Tysk og Fransk
og lidt andet Udenlandsk,
som bør følge Kjolen.

Dette blev en Trengsels Tid;
thi han maatte bruge Flid,
eller staa til Skamme.
Men han tænkte: «Lad det gaa!
Embedsmand jeg blive maa
for mit Maal at ramme».

«Jeg skal tage mig betalt
af de dumme Fæ for alt,
hvad jeg her maa døie;
knibe skal jeg nok og flaa,
Mad og Drikke skal jeg faa,
Som mig kan fornøie».

Disse Tanker gav ham Mod,
saa han Skolen ei forlod
før Examenstiden.
Et og andet ærligt Ruus
og Besøg i «Damers» Huus
styrked ham i Striden.

Da nu Skolen var forbi,
følte han sig frelst og fri
og kom hjem med Ære,
søgte sig en Dame op,
bleg i Kind og smal i Krop,
som det bør at være.

Alt nu efter Ønske gik:
Han et Levebrød sig fik
og en Brud tillige,
tog saa Herredømmet fat
og paalagde Told og Skat
i sit lille Rige.

Som det bør en dannet Mand,
Skyed han den ringe Stand,
holdt sig til sin Lige.
Han var af den rette Tro:
«Meningmand er lig en Ko»
pleied han at sige.

«Koen vistnok tjene kan
til at melke», sagde han,
«og at gjøde Jorden.
Derimod at byde den
ind i Stuen som en Ven
var imod al Orden».

«Nei, lad den staa smukt i Fjøs
og hvis den sig slider løs,
bør den bedre bindes;
hvis den ei er stil og spag,
bør man piske den paa Bag,
saa den det kan mindes».

Ret han skifted med Forstand:
Den, som plyndred fattig Mand,
fri for Straf fik vandre;
den, som slog itu en Kop,
straffet blev paa Skind og Krop
til en Skræk for andre.

Ak, hvor var han kjed og træt
af at tolke Lov og Ret
for de dumme Knegte
og at høre deres Svar,
som kun Vaas og Sludder var,
ikke værdt «en Hegte».

Derfor var det og en Trøst,
naar han blev af Pinen løst
og fik sig fornøie,
naar der Gjester var i Huus,
og man fik et lille Ruus
efter Dagens Møie.

Mod de rige var han blid,
helst naar i en kostbar Tid,
han til Penge trængte;
men naar Smaafolk kom med Bøn
om en lumpen Arbeidsløn,
de paa Dør blev slængte.

Ellers leved han i Fred,
spiste godt, blev tyk og fed
udaf Landets Gode,
læste sin Roman med Flid,
sov i Tretten Timers Tid
efter gammel Mode.

Konen som en Dronning var,
Guld og Perler paa sig bar,
skifted ofte Moden.
Hun hos Kjøbmænd var berømt;
thi hun havde ærlig tømt
mangen Pung i Boden.

Saadan alt gik godt og vel;
Huset fik en lille Gjeld,
som det bør at være;
Se, den Mand forstaar kun lidt,
som ei bruger sin Kredit,
den er just en Ære.

Ei som Pak vi leve kan,
leve maa vi efter Stand,
som det bør «de bedre».
Lad kun Kreditoren staa
Dag for Dag og banke paa,
vi os ei fornedre.

Saadan levede vor Helt,
til han blev af Døden fældt
og fik Huus i Jorden.
Boet spredtes bredt og vidt,
mangen Stakkel fik for lidt,
det er i sin Orden.

Saa man har jo ingen Nød,
naar man lever til sin Død
herligt og i Glæde.
Hvad skal Folk med Gods og Guld,
naar de lægges ned i Muld
og fra Verden træde.
 

Frå Ivar Aasen: Skrifter i samling. Trykt og utrykt.
Kristiania og Kjøbenhavn. Forlagt av Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag. 1911-12.  Elektronisk utgåve ved Det Norske Samlaget/Ivar Aasen-tunet 1997/2009.